Vejr

Rekord kulde har bidt sig fast i Skandinavien – minus 43,8 grader i dag

Det er første gang denne vinter, at Skandinavien kommer under 40 minusgrader.

-43,8 grader.

Så koldt var det i byen Naimakka i det nordligste Sverige. Det er den laveste temperatur registreret i Europa denne vinter, og første gang der blev målt under 40 minusgrader i sæsonen.

I nattens løb kom Naimakka og 2 andre stationer i det svenske Lapland under minus 40 grader. I løbet af dagen faldt temperaturen yderligere, og efter frokost blev der målt -43,8 grader.

Der er tale om ny december kulderekord for byen, og sandsynligvis det koldeste der nogensinde er målt i Sverige så tidligt på vinteren.

Det er meget sjældent at der observeres kulderekorder, på grund af den generelt stigende temperatur på kloden.

Byen, der registrerede den lave temperatur, ligger i det svenske Lapland og er kendt for at kunne nå meget lave temperaturer.

December-rekorden i Sverige er fra 1978 og på minus 48,9 grader.

I Norge var natten også kold: Her målte man flere steder under minus 30 grader - lavest ved Kaukeino med -36,6 grader.

Temperaturerne er usædvanligt lave i det nordlige Skandinavien i forhold til normalen. 15-20 grader lavere, end hvad man kan forvente.

Temperaturen er fortsat med at falde, og det sker, fordi solen slet ikke står op på de kanter. Det er nord for polarcirklen, og solen kommer ikke op over horisonten. Det bliver lyst nogle timer, men uden solskin.

Herover ses et anomalikort, der viser, hvor meget koldere end normalt den kommende nat bliver.

Der er i nat risiko for, at temperaturen igen kommer godt under 40 minusgrader i samme område.

Det er for tiden koldere end normalt i hele Skandinavien. Herunder også Danmark, som de fleste nok har bemærket udenfor.

De ekstremt lave temperaturer i nat og i dag skyldes klart og stille vejr i forbindelse med et højtryk over det nordligste Skandinavien.

Højtrykket vil i løbet af ugen vige mod øst, og i weekenden eller i næste uge kan mildere luft nå ind over Skandinavien.