Vejr

Den bidende kulde fortsætter - og landsdækkende snevejr kan være på vej

I løbet af ugen kan et landsdækkende snevejr måske ramme landet.

Det kolde vintervejr har for alvor fået sit faste greb om Danmark.

Således ser vi ind i en uge, hvor dagstemperaturen kun lige nøjagtig kommer over frysepunktet. Flere steder vil i løbet af ugen opleve let dagsfrost.

En stor del af ugen bliver det endda ganske blæsende, hvilket vil få det til at føles bidende koldt flere af dagene.

De første dage af ugen ser overvejende tørre ud, dog med mulighed for få lokale snebyger. Derimod må vi spejde langt efter solen.

Efter en mandag, der ser ud til starte fint ud med mulighed for sol, bliver solen nemlig gemt væk bag en grå masse af skyer de efterfølgende dage.

Sidst på ugen begynder mildere vinde at banke på døren.

Lidt eller nogen sol mandag

Natten til mandag ventes at blive en kold omgang. Lokalt kan temperaturen nå ned omkring 7 graders frost.

Efter den kolde og klare nat venter der en mandag, der kan starte med lidt eller nogen sol. Vest for Danmark er der dog en front, der presser sig på med skyer fra vest. Dermed forventes det, at himlen i løbet af mandagen bliver helt skyet til.

Overordnet set ventes der en tørvejrsdag. Helt lokalt kan der dog dukke en enkelt snebyge op.

Med 0 til 2 grader på termometret når temperaturen ikke meget over frysepunktet på en råkold mandag.

Vinden tager til tirsdag

Endnu en bitterkold dag venter tirsdag, hvor temperaturen igen blot kommer op mellem 0 og 2 grader.

Samtidig tiltager vinden til en frisk vind fra øst. Både vindretningen og vindhastigheden vil nok få kulden til at gå gennem marv og ben hos mange.

Solen viser sig ikke frem på en tirsdag, der forventes at blive overskyet med få lokale snebyger.

Grå og blæsende onsdag

Onsdagens vejr vil på mange måder minde om tirsdagsvejret: Gråt og blæsende.

Dog vil vinden tage endnu mere til og blive frisk til hård fra sydøst, hvilket blot vil få det til at føles endnu koldere.

Det holder fortsat mest tørt, stadig med mulighed for enkelte snebyger. Der ventes blot et par graders varme.

Torsdag kan give sne til hele landet

Efter et par ensartede dage venter en torsdag, der kan blive ganske spændende.

Lige nu har prognoserne et lavtryk til at komme op over landet i løbet af torsdagen. Med sig har lavtrykket en del sne med sig, der kan ende med at dække hele landet i hvidt.

Derudover ser det fortsat blæsende ud, hvilket kan give fygning flere steder.

Der er fortsat usikkerhed forbundet med den endelige udvikling. Men det er noget, som TV 2 VEJRET vil holde øje med.

Mildere vejr banker på døren

Den eventuelle sne, som måtte komme om torsdagen, kan måske få lov til at blive liggende ugen ud.

I hvert fald ser det ud til, at det kolde vintervejr fortsætter resten af ugen. Først omkring ugeskiftet begynder mildere vejr at banke på døren. Der er dog fortsat usikkerhed forbundet med den endelige timing.