Vejr

TV 2 Vejret advarer om farlige forhold torsdag aften

I de mørke timer vil der være risiko for glatte veje i stort set hele Danmark. Sammen med tåge kan det skabe farlige situationer.

Selvom torsdagens vejr har været meget stille og roligt sammenlignet med onsdag, er der stadig et vigtigt punkt at være opmærksom på.

Igen i aften er der noget nær optimale forhold for glatte veje. Og det er faktisk over hele landet, selvom årsagerne varierer fra landsdel til landsdel.

Problemet er, at temperaturen ligger et sted, hvor is og sne hurtigt kan blive til vand, og vand hurtigt kan blive til is igen.

I aften falder temperaturen, og så vil mange steder blive spejlglatte, når vejbanerne pludselig når under frysepunktet.

I det sydlige Danmark vil der være en masse vand efter gårsdagens store regnmængder.

Når temperaturen når under frysepunktet, vil de våde vejbaner fryse til.

Det midterste af landet vil have en masse slud og tøsne, der er gået over og under nul grader, hvilket også vil give en masse is.

I det nordlige Danmark har der ikke været tilsvarende tøvejr, men der er blevet saltet, og dermed er der også kommet vand, der vil kunne fryse til, når det bliver tilstrækkeligt koldt på vejbanerne.

Samtidig vil der kunne komme nye hvide byger i Kattegatregionen, mens andre steder vil kunne få slud og tøsne, der vil kunne lægge sig oven på de glatte vejbaner.

Derudover der kunne komme rimtåge efter solnedgang, hvilket vil kunne gøre situationen endnu mere farlig. Dette er især gældende for Nordjylland.

Det er vigtigt at huske på, at der godt kan være frostgrader ved vejbanen, selvom termometret eller din vejrapp siger, at der er plusgrader.

Dette skyldes, at disse målinger ikke laves helt nede ved jorden, og derfor godt kan snyde i forhold til risikoen for glatføre.