Vejr

300 passagerer tvunget til at overnatte i Aalborg Lufthavn

Flyene i Aalborg lufthavn må blive på jorden natten over, mens personalet arbejder på højtryk for at rydde landingsbanen.

Omkring 300 passagerer er fordelt i diverse loungeområder i Aalborg Lufthavn, hvor de skal tilbringe natten.

Onsdagens snevejr i Nordjylland har resulteret i aflysninger på både inden- og udenrigsflyvninger.

Samtidig er trafikken i og omkring Aalborg lammet, og det betyder, at de 300 passagerer ikke kan komme væk fra lufthavnsområdet.

- Vi har omkring 10 ansatte i lufthavnen, der tager sig godt af passagererne, der alle har fået udleveret tæpper, så de kan holde sig varme og forhåbentlig falde til ro i løbet af natten, siger Kim Bermann, der er vice og driftsdirektør i Aalborg Lufthavn.

Lufthavnens personale arbejder fortsat på højtryk ude på landingsbanen med at rydde sne, og ambitionen er at få fly på vingerne allerede fra morgenstunden torsdag, hvis vejret på nogen måde tillader det.

27 overnatter i Ikea

Lufthavnen er ikke det eneste sted i Aalborg, der har været nødsaget til at holde døgnåben.

I et Ikea-varehus ikke langt derfra er 27 personer ved at finde sig til rette.

De kommer dog til at sove noget mere komfortabelt, da de er blevet tilbudt at tilbringe natten fordelt på showroomets mange senge.

Forplejning natten igennem

Størstedelen af de strandede passagerer skulle have været med indenrigsfly, mens 75 passagerer måtte se deres KLM-afgang til Amsterdam blive på jorden.

Blandt de ansatte, der også er strandet i lufthavnen, er nogle af restaurantens kokke, og de sørger for, at passagererne har adgang til forplejning natten igennem.

- Vi har personale tilstede - også i køkkenet - så vi skal nok få det til at gå, fortæller driftsdirektør Kim Bermann.

Han oplyser, at man vil forsøge at få fly på vingerne fra tidlig torsdag morgen, hvis det på nogen måde er muligt.

Sneen er stoppet de fleste steder i Nordjylland, og sneen er aftagende, skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

- Derfor går det nu fremad med snerydningen, lyder det.