Vejr

Sne og stærk storm på vej mod Danmark

Det østlige Danmark og særligt hovedstadsområdet kan stå op til nogle centimeter sne på jorden i morgen.

Onsdag bliver det officielt vinter i Danmark, men vintervejret rammer os allerede sent mandag aften og hen over natten til tirsdag.

Et lavtryk med masser af nedbør og blæsevejr kommer ind fra Nordsøen, og lokalt kan der komme store mængder tøsne.

Allerede i aftentimerne mandag begynder det at blæse op fra syd langs vestkysten. Inde over land går regnen over i tøsne, da temperaturen samtidig falder til under frysepunktet.

Tøsneen vil være for våd til at fyge, men de sneglatte veje kan give problemer i trafikken.

Selve frontpassagen vil tage to til tre timer, og det østlige Danmark og særligt hovedstadsområdet kan stå op til nogle centimeter sne på jorden i morgen.

Når fronten er passeret, stiger temperaturen til fire-fem grader, hvilket vil få sneen til at forsvinde op ad formiddagen. Der vil på det tidspunkt også være en del sol, men også byger.

Indtil da skal især bilister være særligt opmærksomme i trafikken.

Sammen med fronten blæser det op. Især i Nordjylland, hvor der kan komme vindstød af stærk storm.

Den stødende vind vil også kunne mærkes over Sjælland og Lolland-Falster.

Og tirsdagens frontpassage er ikke det eneste vintervejr i denne omgang. Faktisk er det kun en forsmag på onsdagen, der kan byde et endnu kraftigere snevejr.