Vejr

Nu kommer vintervejret for alvor – næste uge byder på sne

Der kan også komme sol flere steder.

Den kommende uge ser lovende ud for alle, der er glade for vinterligt nedbør.

Lavtrykket, som har givet gråvejr i to dage, trækker mod sydøst og sender iskold luft ned over landet.

Det giver en kølig mandag, hvor der efterfølgende står flere frontsystemer i kø for at passere landet.

TV 2 VEJRETs snebarometer er der ingen tvivl: Der kommer sne i et eller andet omfang i den næste uges tid.

Smuk og kølig mandag – risiko for glatte veje

Ugen starter med en flot og solrig mandag, hvor der endelig er mulighed for at få solen at se igen.

Den kolde luft, der bliver trukket ned over landet fra nord, giver udbredt nattefrost natten til mandag. Så skal man cykle på arbejde, er det en god ide med vanter.

Der er også risiko for isglatte veje mandag morgen, så pas på i trafikken.

Det er en kølig mandag, der er i vente, med dagstemperaturer på mellem 0 og 2 – måske 3 – graders varme.

Blandet tirsdag – slud, sne, regn og kraftig vind

Natten til tirsdag skal et frontsystem passere landet fra nordvest.

Lavtrykket skubber mandagens kølige luft væk, hvilket betyder, at der på forsiden af varmfronten kan falde slud eller sne, før det så igen går over i regn.

Den præcise timing på fronten er noget usikker. Men som det ser ud lige nu, kan man forvente noget hvid nedbør i morgentrafikken i store dele af landet.

Det kan betyde nogle trafikale vanskeligheder.

Lavtrykket kommer også med kraftig blæst, og det kan give vindstød af stormstyrke i nord og vest.

Tirsdagen bliver en mere blandet oplevelse, hvor der både kommer sne, slud, regn, blæst, skyer og måske også plads til solen mod vest.

Spændende onsdag

Onsdag ser meget spændende ud. Et nyt lavtryk skal ind og passere landet fra vest, og igen er det i første omgang på forsiden af varmfronten, at der er udsigt til sne.

Varmfronten og den tilhørende sne ser ud til at ramme fra morgenstunden, hvilket igen kan give trafikale vanskeligheder.

Det spændende bliver, præcis hvilken bane lavtrykket tager. Det afgør nemlig, hvem der får sne hele dagen, og hvem der bare får regn og sjask.

Passerer lavtrykket på tværs igennem landet, som vejrmodellerne peger på lige nu, så vil man i Nordjylland kunne få en del sne, mens man alle andre steder kan få sne til at starte med, før det så går over i regn.

Banen skal dog ikke rykke sig særlig mange kilometer mod syd, før man de fleste steder kan få en del sne. Hvis den rykker mod nord, får ingen sne.

Smuk, men iskold afslutning på ugen

På bagsiden af lavtrykket strømmer en meget kølig, men klar luftmasse ned over landet fra nord og nordøst.

Den iskolde luft giver anledning til udbredt nattefrost, og hvis der er sne på jorden fra onsdagens lavtryk, kan der godt komme lokalt hård frost, og måske vinterens første lokale isdøgn, hvor temperaturen holder sig under nul hele dagen.