Vejr

I nat kan blive usædvanlig varm - mulighed for ny rekord

Det bliver også en blæsende nat.

Selvom vejret i dag har været overvejende gråt og en smule vådt, er det alligevel mildt for årstiden.

Torsdagen har nemlig budt på temperaturer mellem 10 og 12 grader, og det lune vejr ser ud til at fortsætte i nat.

Vinden tager til i løbet af aftenen, og det pumper meget mild luft ind over landet og kan være med til at gøre natten til fredag rekordvarm for årstiden.

Temperaturer ned til 9 grader i nat - lokalt ikke under 11

Prognoserne peger på, at man langt de fleste steder i nat ikke kommer under 10 grader, og selv de "koldeste" steder ser kun ud til at komme ned i nærheden af 9 grader.

Er det tilfældet, vil natten til fredag blive den varmeste nat på landsplan nogensinde så sent på året.

Man har målt temperaturer regelmæssigt i Danmark siden 1874.

Helt specifikt skal temperaturen alle steder i landet holde sig over 8,7 grader i nat, for at rekorden er slået.

Enkelte prognoser spår lige nu, at man tidligt på natten kan komme ned i nærheden af de 8,7 grader på Bornholm.

For at sætte nattens temperaturer i perspektiv er den gennemsnitlige daglige maksimumtemperatur for november kun 7,6 grader, så i nat bliver det flere grader varmere, end hvad man normalt kan forvente om dagen i november.

Ikke første gang i år med rekord

Det er ikke første gang dette efterår, der er udsigt til en rekordvarm nat for årstiden.

Faktisk er der allerede to gange her i efteråret blevet sat nye rekorder: 12. september og 28. oktober.

Fredagen ser også ud til at blive en mild.

Der kan komme lidt plads til solen, især mod nord, og temperaturen kommer til at ligge på mellem 11 og 13 grader.

Dog bliver det også en blæsende fornøjelse, hvor der især mod nord kan komme kraftige vindstød meget af dagen, og længst mod nord kan de endda måske komme op på stormstyrke.

Du kan holde dig opdateret om nattens varme og morgendagens blæsevejr ved at downloade TV 2 VEJRETs app, som du finder nedenfor.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER