Vejr

Overraskende for mange – her kan man i Europa få 25 grader i november

Et helt særligt hjørne af Europa har langt ind i november dagtemperaturer over 25 grader.

November er grå, våd og kold i Danmark, men der er faktisk områder af Europa, der stadig kan præstere sommervejr her på tærsklen til vinteren.

Varmen findes i den østligste del af Middelhavet, hvor den typisk holder stand langt ind i november.

Det er velkendt for mange danskere, at Grækenland, Tyrkiet og Cypern ofte byder på varme og sol i efterårsferien.

Det, der for mange er overraskende, er, at varmen faktisk er begyndt at holde stand ind i november måned på Cypern og ofte også i Antalya-bugten.

I dag har temperaturen igen flere steder været over 25 grader og givet en sommerdag efter danske forhold.

Knap 30 grader på Cypern

Varmest har det været ved Akdeniz i det nordlige Cypern, hvor termometeret kom op på 29,4 grader. Adana i Tyrkiet målte samtidig 27,4 grader, mens turistvenlige Antalya nåede 26,9 grader.

Bemærk forskellen fra Kreta til Cypern. Det er meget klassisk, at man ser den forskel i november måned.

Man skal dog ikke forvente at blive grillet af solen. UV-indekset kan kun lige komme over 3 her i midten af november. Så farve kan man få, men solcreme vil der ikke skulle bruges meget af.

Klimaet er skiftet

Det er en smule varmere end normalt i området, men man har set et betydeligt skifte i klimaet. Sommersæsonen på Cypern er nu fra april til og med november, hvorefter et kort efterår og forår følger.

Førhen kom efteråret i begyndelsen af november med regnvejr og vind fra vest og sydvest. Det er nu skubbet til slut november.

Så sommeren er skubbet cirka tre uger i den del af middelhavet.

I Nicosia på Cypern ligger den normale dagtemperatur på 22,1 grader i november. Temperaturen er typisk over 25 grader i starten af november og tæt på 20 grader i slutningen.

Tallet er fra klimanormalen 1981-2010. Snart udkommer en nyere klimanormal, hvor det er blevet endnu varmere.

Store dele af middelhavet oplever stigende temperaturer og mindre nedbør. Derfor bliver klimaet udtørret, og der er større risiko for naturbrande, hvilket er noget, man oplevede i Tyrkiet denne sommer.

Tendensen frem mod år 2100 er klar. Det bliver endnu værre med mindre nedbør og højere temperaturer og deraf øget fordampning.