Vejr

Atmosfærisk flod rammer Canada og USA med massive oversvømmelser

Flere tusinde mennesker er ved at blive evakueret i forbindelse med de ekstreme mængder nedbør.

For 140 dage siden var Britisk Columbia i det sydvestlige Canada ramt af en ekstrem hedebølge, der satte rekorder på stribe.

Nu, 140 dage senere, er det regnen, som har sat dagsordenen i den canadiske provins.

De seneste dage har intens regn nemlig resulteret i massive oversvømmelser i Britisk Columbia, og flere steder er der blevet sat nye rekorder for højeste døgnnedbør.

I Abbotsford, lidt uden for Vancouver, blev søndag med 100,4 millimeter den vådeste dag i byens historie. Selvsamme by kunne på termometrene under hedebølgen sidst i juni registrere en temperaturrekord på 42,9 grader.

Dermed har Abbotsford i løbet af blot ét år oplevet rekordvarmt og rekordvådt vejr.

Det er en såkaldt 'atmosfærisk flod', der har leveret de store mængder nedbør til især det sydvestlige Canada, men også til den amerikanske delstat Washington.

Dette er helt bestemt en sjælden begivenhed, hvis ikke en 'once-in-a-lifetime' begivenhed for os her på kysten

Mike Gismondi, meteorolog

Foruden lokale nedbørsrekorder har oversvømmelserne medvirket til evakueringer og skader på blandt andet infrastrukturen.

En 'once-in-a-lifetime' begivenhed

I Vancouver falder der normalt 185 millimeter regn i hele november.

Men flere steder er der faldet mere end 200 millimeter nedbør i løbet af blot to døgn. Mest vand er der kommet ved Coquihalla Summit, syd for Merritt, med op til 252 millimeter regn.

Det har blandt andet medført, at en hovedvej er blevet skyllet væk efter kraftigt mudderskred.

- Dette er helt bestemt en sjælden begivenhed, hvis ikke en 'once-in-a-lifetime' begivenhed for os her på kysten, fortæller den canadiske meteorolog, Mike Gismondi, til CBC News.

En hel by er under evakuering

Merritt er en lille by med et indbyggertal på 7000. Derudover er byen en af de hårdest ramte byer under den voldsomme nedbør.

Den lille by ligger i en dal langs med en flod. Derfor er Merritt ekstra udsat for oversvømmelser under kraftig nedbør. Og det er netop det, de har oplevet.

I videoen herunder får man et indtryk af, hvordan vandet har overtaget byens gader.

På grund af de ekstreme oversvømmelser er byens spildevandssystem sat ud af drift på ubestemt tid. Derfor er der blevet udstedt en ordre om at evakuere hele byen.

I Abbortsford, hvor den intense nedbør satte ny rekord, har skolerne været lukket tirsdag som følge af oversvømmelser.

Og generelt forlyder det, at det er uklart, hvornår provinsens vejnet er fuldt oppe at køre igen. Flere mudderskred har nemlig lukket eller sågar ødelagt vejnettet i Britisk Columbia.

De gode nyheder til borgerne i Britisk Columbia er, at nedbøren toppede mandag og nu er aftagende.

Washington i USA også hårdt ramt

Det er ikke bare Canada, der har været hårdt prøvet af de ekstreme mængder nedbør.

Også i det nordvestlige hjørne af USA i delstaten Washington har den atmosfæriske flod haft konsekvenser med oversvømmelser til følge.

Især byen Bellingham har ligesom Abbortsford oplevet en ny rekord i mængden af nedbør på et døgn. Søndag faldt der således hele 70 millimeter nedbør ifølge det amerikanske National Weather Service.

Atmosfærisk flod gav de store mængder nedbør

Årsagen til den megen regn i området skyldes, at en såkaldt atmosfærisk flod har haft direkte kurs imod området med store mængder vand.

Atmosfæriske floder er lange, men relativt smalle bånd med en bredde på cirka 500 kilometer, der transporter store vandmængder rundt om Jorden.

Nogle gange rammer de som i dette tilfælde ind i landområder og afsætter store nedbørsmængder og øger dermed risikoen for kraftige oversvømmelser.

I satellitbilledet herunder kan man se, hvordan båndet nærmest har ligget stille hen over Washington og Britisk Columbia de seneste dage.