Vejr

Søndag blev vinterhalvårets første dag med under 10 grader i hele landet - og det er usædvanligt sent

Det er over et halvt år siden, at der udelukkende var encifrede temperaturer på termometrene i Danmark.

Søndag blev en dag, der markerede, at vinterhalvåret er i fuld gang.

Således blev dagen i går efterårets første dag, hvor temperaturen på intet tidspunkt ramte 10 grader. Dermed var der udelukkende encifrede temperaturer i hele landet.

Varmest blev det ved Vindebæk Kyst på det sydvestlige Møn. Her nåede temperaturen op på 9,7 grader i søndagsdøgnet.

I resten af landet viste termometrene mellem 8,0 og 9,6 grader, hvilket fortsat er til den milde side.

Det er første gang siden 8. april, at temperaturen i hele landet holder sig under 10 grader. Dengang var højeste temperatur 8,0 grader.

Kun sket otte gange før

Meget tyder på, at de kølige dage kommer senere på året end de gjorde førhen. Det bevidner klimanormalerne om.

En klimanormal er et 30 års gennemsnit over mange forskellige meteorologiske data. Den tidligste klimanormal i Danmark er fra slutningen af 1800-tallet. Dengang kom den første dag i efteråret med under 10 grader i hele landet 19. oktober.

I den seneste klimanormal (1991-2020) er denne dato rykket frem til 31. oktober - næsten 14 dage senere end tidligere.

Men selv med denne dato, er 14. november stadig usædvanligt sent for efterårets første dag med en landsdækkende maksimumtemperatur på kun ét ciffer. Det er nemlig kun sket otte gange før, at vi har måttet vente så længe på det.

Til trods for, at søndagen endte med encifrede temperaturer, er det faktisk fortsat til den milde side.

Gennemsnittet af maksimumtemperaturen i november er nemlig på 7,6 grader ifølge den seneste klimanormal. Gennemsnittet af de højeste temperaturer søndag var på cirka 8,6 grader.

Mandag ser ud til at blive køligere

I skrivende stund ligger temperaturen mellem 6 og 9 graders varme, mens dagens højeste temperatur indtil videre lyder på 9,2 grader ved henholdsvis Vindebæk på Møn og Kegnæs på Als.

Der er ikke meget, som tyder på at det bliver meget varmere end det resten af dagen. Dermed ser det ud til, at mandag er godt på vej til at få vinterhalvårets hidtil laveste maksimumtemperatur.