Vejr

Franskmænd tager nyt våben i brug for at redde vinhøsten

Det mere ekstreme klima går ud over de franske vinbønder. En løsning kan være solceller på markerne.

De franske vinbønder har gennem århundreder tilpasset marker og druer til de helt særlige lokale klimaforhold. Derfor giver temperaturstigningerne også hovedbrud rundt omkring i de forskellige distrikter. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nogle bønder er derfor begyndt at tænke i alternative baner for at redde de traditionelle vintyper.

Ved at opsætte roterbare solcellepaneler blandt druerne bliver det muligt at beskytte dem mod det mere ekstreme vejr, der følger i kølvandet på den globale opvarmning.

Vinbonden Pierre Escudie har installeret solceller i sine marker i nærheden af Perpignan.

- Vi er nødt til at gøre noget, for vi er ved at gå fra et middelhavsklima til halvørken. For 30 år siden syntes vi, at 32 grader var en ekstrem temperatur, mens det i dag er 38 eller endda 40, siger han til Reuters.

Pierre Escudies naboer har døjet med både frost og varmeskader, men solcellerne har hjulpet hans marselan-, grenache gris- og chardonnay-druer billigere igennem sæsonen.

Solcellerne isolerer druerne ved pludselig kulde, hvor jordens restvarme ikke så let vil kunne forsvinde ud i rummet, og når solen bager ned om sommeren, giver solcellerne skygge.

Panelerne er designet, så de kan drejes, så druerne får det fulde lys på en overskyet dag.

Den nye teknologi kaldes agrivoltaics.

Ideen er at få markerne til at give to slags udbytte ved at "høste" strøm, når solen er så kraftig, at det ikke er optimalt for planterne, samtidig med at markerne giver deres normale udbytte.

Solcellerne giver omkring 15 til 20 procent mindre strøm end solceller, der er opsat optimalt i forhold til solen, altså solceller der ikke skal dreje væk for at lade sollyset, komme ned til afgrøderne, men samtidig sikrer de bonden et bedre udbytte.

Ud over vinmarker kan teknologien også bruges i hvedemarker og frugtplantager.

Det mere ekstreme vejr betyder, at bønderne skal slås med et øget antal kraftige hedebølger, tørke og i den anden ende af skalaen pludselige kuldeudbrud, der ind i foråret kan tage livet af de spæde druer.

I et varmere klima modnes druerne tidligere og får et højere sukkerindhold, hvilket ændrer vinenes karakter.

Det højere sukkerindhold betyder blandt andet et højere alkoholindhold, hvilket ikke er det, traditionelle franske vinproducenter går efter.

Isolerer mod nattefrost

Ved uventede kuldefrembrud kan solcellerne hæve temperaturen nede blandt druerne med op til 2 grader i forhold til, hvis ikke de var der til at isolere. Det kan gøre forskellen på, om druerne klarer sig gennem en sen frostnat.

I april ødelagde nattefrost så mange druer, at den samlede franske vinproduktion i år forventes at ende på bare to tredjedele af de foregående år.

Der er flere virksomheder, der arbejder på at udvikle fremtidens løsning inden for agrivoltaics.

Firmaet, der står bag Pierre Escudies paneler, forventer at have installeret paneler på omkring 40 sydfranske marker inden for de næste to år.