Vejr

Torsdag med skyet vejr - ét sted får decideret barskt vejr

De fleste steder bliver det tørvejr, men ét sted i Danmark bliver med både en del regn og kraftig blæst.

Torsdag er startet med skyer, dis og stedvis tæt tåge, og generelt er det gråt, når man kigger ud.

Radar – nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Derudover er der let regn flere steder i den sydlige del af Danmark, mens det er overvejende tørt vejr i den nordlige halvdel af landet.

I formiddagstimerne letter tågen efterhånden de fleste steder, men bliver dog kun afløst af skyer, og det vil kun være helt lokalt, at man får solen at se torsdag.

Størst mulighed for lidt solstrejf skal findes i den nordvestlige del af Jylland, hvor man i dagens løb kan være heldig at se lidt til den lavstående novembersol.

Temperaturerne når i eftermiddag op mellem 7 og 10 grader, når det er varmest.

Bornholm får barskt efterårsvejr

Der er dog et sted i Danmark, hvor vejret i dagens løb tager en anderledes barsk drejning.

Et lavtryk over den nordlige del af Tyskland og Polen bevæger sig under udvikling op mod Østersøen, og i den forbindelse intensiveres et regnvejr.

Det rammer Bornholm i løbet af eftermiddagen, hvor silende regn sætter ind. Regnen fortsætter resten af eftermiddagen og aftenen, hvor den i perioder kan blive ret kraftig.

Samtidigt tiltager vinden fra nordøst og nord og kan ud på aftenen nå hård kuling i middelvind. Derudover kan vindstødene måske lokalt nærme sig stormstyrke langs den østbornholmske kyst. Kombineret med regn og bølger, der kan nærme sig fire meter, bliver det gedigent efterårsvejr over klippeøen.

Først natten til fredag slipper regnvejret efterhånden Bornholm.