Jorden skinner mindre – og det er dårligt nyt for klimaet
Skyerne spiller en afgørende rolle for vores fremtid i en mere eller mindre varm verden.
Solen skinner på Jorden, og en stor del af det lys sendes ud i rummet igen. Set udefra ser det ud som om, at Jorden lyser.
Men det er ikke ligegyldigt, hvor meget lys Jorden afgiver. Det er nemlig afgørende for den globale opvarmning.
Og ny forskning tyder ifølge Space.com nu på, at Jorden er begyndt at reflektere mindre lys.
Forskerne har gennem to årtier fulgt fænomenet ”jordskin”.
Jordskinnet måles ved at se på, hvor meget lys Jorden reflekterer op på den mørke side af Månen kombineret med satellitobservationer og målinger af Solens lys.
Inden for klimaforskningen tales også om albedo-effekten.
Hvis man maler store flader hvide, reflekteres mere lys og dermed også varme væk fra Jorden. Hvis man maler dem mørke, har det den modsatte effekt.
Mørke overflader bidrager til opvarmningen
På den måde reflekterer mørkt havvand næsten ingen lys.
Landjorden reflekterer omkring fire gange så meget som hav, mens skyer reflekterer endnu mere - omkring halvdelen af Solens lys
Sne og is reflekterer det meste af det lys, der rammer det.
Stort fald på bare tre år
Forskerne har set på, hvordan jordskinnet skifter hen over to årtier, og de konkluderer, at det er faldet med omkring en halv procent over perioden.
Størstedelen af faldet er sket inden for de seneste tre år af observationsperioden, og der er ingen sammenhæng med et eventuelt fald i sollyset i samme tidsrum.
Den mest sandsynlig forklaring er ifølge forskerne, at de stigende temperaturer over Stillehavet i forbindelse med klimaforandringerne fordriver nogle af skyerne over vandet.
Dermed kommer der mere mørkt havvand, der bare absorberer varmen og holder den her på Jorden, og færre hvide skyer til at sende varmen ud i rummet igen.
Altså en selvforstærkende effekt, der arbejder mod et varmere klima.