Vejr

Rekordvarm nat over Danmark

Vi har aldrig haft så høje temperaturer om natten så sent på året som natten til torsdag.

Der er skrevet ny vejrhistorie natten til torsdag, hvor helt usædvanlig varm luft har befundet sig over Danmark.

Det har - i kombination med et tykt skydække - holdt temperaturen oppe på et niveau, der ikke før er observeret i landet så sent på efteråret om natten.

Intet sted i Danmark har temperaturen været under 11,5 grader, da det var koldest. Den temperatur blev målt lige inden klokken 8 i Flakkebjerg nær Slagelse på det sydvestlige Sjælland.

Ellers har temperaturerne i resten af landet befundet sig mellem 11,5 og 13,1 grader. Det varmeste sted - hvor der blev målt 13,1 grader - var ved Hvide Sande langs den jyske vestkyst.

I den 148-årige danske vejrhistorie er der aldrig målt så høj en minimumtemperatur så sent på året i Danmark som i nat (28. oktober og frem, red.).

Svarer til en sommernat

At temperaturniveauet i nat har været uhørt højt for årstiden illustreres af, at det er normale nattemperaturer i juli og august, hvor den gennemsnitlige nattemperatur er henholdsvis 12,7 og 12,8 grader som gennemsnit for hele landet.

Den gennemsnitlige nattemperatur natten til torsdag for hele Danmark blev 13,0 grader. Baseret på middeltemperatur er det den tredje-varmeste nat i Danmark så sent på året.

Derudover har nogle af de ældste vejrstationer i Danmark, der har målt uafbrudt i mindst 148 år, alle målt den næst- eller tredjevarmeste nat i nat i forhold til årstiden.

For blot otte dage siden oplevede vi også en ekstrem varm nat, og tilbage i september blev der sat nye grænser for, hvor varm en septembernat kan blive i Danmark.