Vejr

Monsterregn på Sicilien koster liv

Flere steder er der faldet omkring et halvt års nedbør på tre døgn.

Store mængder regn er de seneste tre dage væltet ned over den østlige del af Sicilien.

Regnmasserne er kommet i forbindelse med en såkaldt medicane, der i disse dage har huseret i det syditalienske.

Ordet medicane er en samentrækning af ordene Mediterranean og hurricane og er altså en slag tropisk orkan i Middelhavsområdet.

Især området omkring vulkanen Etna og Siciliens næststørste by Catania har været hårdt ramt af massive oversvømmelser.

Flere steder er der faldet mellem 200 og 300 millimeter regn, hvilket svarer til omkring et halvt års nedbør - på blot tre døgn.

På nordøstsiden af Etna er der endda meldinger om over 600 millimeter regn over de seneste tre dage.

I kortet herunder er nogle af de største regnmængder fra det voldsomme uvejr vist.

De heftige mængder regn har blandt andet ændret gaderne i Catania til rindende floder, mens uvejret også har kostet mindst to menneskeliv.

Regnen har medført voldsomme konsekvenser

Videoer fra det sociale medie Twitter har dokumenteret, hvordan vandet er fosset igennem gaderne i Catania.

Byens borgmester, Salvo Pogliese, udtaler, at intensiteten af nedbøren på den østlige del af Sicilien har været uden fortilfælde.

Tirsdag var alt som følge af stormen lukket ned med undtagelse af supermarkeder og apoteker.

På Facebook har borgmesteren endda opfordret byens borgere til at blive hjemme grundet de alvorlige omstændigheder.

Ifølge den italienske avis La Repubblica har der været evakueringer på Garibaldi hospitalet i Catania på grund af oversvømmelserne.

Uvejret har ligeledes medført strømsvigt i byen, mens skoler har været lukket ned i et større område.

Mere regn på vej

De kommende dage er der mere regn på vej til området.

Ifølge prognoserne kan der fra torsdag til lørdag komme yderligere op mellem 50 og 120 millimeter regn, hvilket blot vil forværre den aktuelle situation i området.