Vejr

Smuk og solrig lørdag

Ovenpå nogle meget regnfulde og blæsende dage viser oktober sig frem fra sin bedste side.

Vejret har de seneste tre dage været meget barskt med langvarig regn og blæst. Lørdag bliver det helt anderledes, og alle kan komme ud og nyde de mange farver som oktober besidder.

Dagslængden er på knap ti timer, og solen vil kunne nydes lige fra solopgang mellem klokken 7.45 på Bornholm og 8.15 i Vestjylland. Temperaturen er fra morgenstunden mellem 5 og 10 grader og stiger kun langsomt i løbet af formiddagen. Samtidig er vinden let aftagende.

I eftermiddag når temperaturen mellem 9 og 12 grader med en let til frisk vestenvind. Eftermiddagen byder på lidt flere skyer, men solen vil fortsat dominere. Som det fremgår af nedenstående grafik vil de østlige egne få mere sol end Jylland.

Enkelte byger i Sønderjylland

Langt de fleste steder vil det holde helt tørt, men i Sønderjylland vil der optræde enkelte byger. Du kan her på radar følge bygerne. Der er størst risiko for en byge i morgentimerne.

Kold aften og lokal frost i nat

Efter solnedgang omkring klokken 18 falder temperaturen, så temperaturen sidst på aftenen når ned mellem 3 og 7 grader. En varm jakke med hue og handsker kan anbefales til en aftengåtur.

Natten til søndag kan der lokalt komme frost.