Vejr

Barsk og blæsende fredag ender med sol de fleste steder

Der kan fortsat komme byger hist og her, men der vil også være lange perioder, hvor solen skinner.

Det barske efterårsvejr fortsætter fredag morgen og formiddag, hvor det både vil blæse og regne kraftigt flere steder i Danmark.

I kølvandet på torsdagens regn- og blæsevejr er der dannet et område med byger, der fredag morgen passerer landet fra nordvest.

Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Der vil især i den syd- og østlige del af landet være mange byger i starten af dagen, som kan være kraftige og helt lokalt med torden.

Derudover er det særdeles blæsende udenfor, og mange steder er der vind af kulingstyrke ved kysterne.

Mest blæsende har det indtil videre været i Vadehavsområdet, hvor der på Rømø er målt en middelvind på 20,7 meter per sekund, mens vindstødene har nået storm med 27,5 meter per sekund.

Kraftig blæst når Bornholm - men så bliver det bedre

Området med den kraftigste blæst vil i formiddagstimerne brede sig mod øst - over den vestlige del af Østersøen - og efterhånden vil man på det sydlige Falster og sidenhen også på Bornholm opleve, at det bliver endnu mere blæsende.

Hele formiddagen og indtil først på eftermiddagen kan der være vindstød af storm i dette område.

I resten af landet aftager vinden en smule, men langs den jyske vestkyst kan der hele dagen komme vindstød nær stormstyrke.

På bagsiden af området med de kraftige byger vil det efterhånden klare op fra nordvest, og det sikrer det meste af landet en ganske pæn eftermiddag med solskin flere steder.

Der kan fortsat komme byger hist og her, men man vil også opleve lange perioder, hvor solen vil skinne, og det er lyst udenfor. Luften, der blæser ned over Danmark, er dog ret kold, så dagtemperaturerne vil generelt højest nå op mellem otte og ti grader.

Kombineret med den kraftige blæst kan det føles som under fem graders varme, hvis man er eksponeret for vinden.

Efter en blæsende fredag kan vi se frem til en lørdag, der byder på endnu mere solskin og svagere vinde.