Vejr

Kraftigt blæsevejr og kraftig regn på vej op over Danmark

TV 2 VEJRET har varsel ude for både kraftig regn og kraftige vindstød i løbet af torsdagen.

Et begivenhedsrigt vejrdøgn har taget sin begyndelse, hvor et lavtryk sender både regn og blæst op over landet i løbet af torsdagen.

Især de østlige egne kan se frem til en ordentlig omgang vand. Og netop nu har TV 2 VEJRET et varsel ude for kraftig regn i den sydøstlige del af landet mellem klokken 9 og 15.

Ved kraftig regn menes der minimum 24 millimeter i løbet af 6 timer.

Radar - følg vejret her

På TV 2 VEJRETs radar kan du følge den aktuelle nedbør i Danmark. Radaren viser de seneste tre timers nedbør og giver overblik over vejrets vej hen over landet samt en prognose for, hvordan vejret vil bevæge sig mere end en time frem. 

Se hvor langt, regnen er nået hen over dig

Derudover vil blæsten også tiltage i styrke, i takt med at lavtrykket passerer den sydøstlige del af landet. Vinden kan blive særdeles kraftig, og flere steder er der risiko for kraftige vindstød af op til stærk storm.

Her har TV 2 VEJRET ligeledes et varsel ude. For Lolland, Falster og Møn er der risiko for vindstød af stormstyrke mellem klokken 8 og 13.

Bornholm bliver landets mest blæsende sted torsdag. Her gælder varslet for vindstød af stormstyrke - måske stærk storm - mellem klokken 10 og 18.

I eftermiddag forventes vinden at tiltage i hele landet, og mellem klokken 16 og 22 er der varsel ude for vindstød af stormstyrke langs vestkysten.

Et samlet overblik over alle varslerne kan fås i kortet herunder.

Med den kraftige blæst er der risiko for restriktioner på broer og færger. Samtidig skal man huske at få sikret eventuelle løse genstand som trampoliner med mere. Og så er der også risiko for knækkede grene og nedfaldne tagstene.

Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Over 20 millimeter regn frem mod klokken 14

Netop nu er et større regnvejr på vej op over Danmark. Og især over Sønderjylland og Fyn står det ned i stænger.

Regnvejret vil i løbet af formiddagen bevæge sig over de østlige landsdele og kan lokalt give mere end 20 millimeter regn på få timer.

Store dele af Jylland og Bornholm kan slippe med byger, der dog kan være kraftige.

På TV 2 VEJRETs radar kan regnen og bygerne følges.

Mens lavtrykket sender store mængder regn ind over landet, sørger det samtidig for, at vinden ved Lolland, Falster og Møn over de næste timer tiltager op til en stormende kuling med risiko for stormstød.

Vinden på disse kanter kulminerer i løbet af formiddagen, hvor den samtidig begynder at tiltage ved Bornholm.

Opklaring med lavere temperatur

Torsdag eftermiddag vil en opklaring fra vest brede sig hen over landet, hvor der er mulighed for sol ind imellem. Kun Bornholm får det helt skyet.

Med opklaringen forventes der regnbyger, som i en lind strøm driver ind over landet fra Nordsøen. Derudover er det en køligere luftmasse, der følger med, som i eftermiddag holder temperaturen mellem 8 og 11 grader.

I hele landet tiltager vinden i eftermiddag, og især Bornholm får det blæsende med op til stormende kuling og kraftige vindstød.

I resten af landet forventes en hård vind til kuling fra vest.

Torsdag aften står fortsat på byger hist og her og kraftig blæst. De kraftigste vindstød er at finde langs vestkysten.

Især i området ud til Jammerbugten.