Vejr

Her kom der over en halv måneds regn onsdag

Onsdagens regnvejr blev blandt de ti kraftigste regnvejr så sent på året siden 1874.

Himlens sluser stod i den grad åbne, da et større regnvejr ramte Danmark onsdag.

En front lå nemlig stille på tværs af landet, hvilket især i én landsdel gav store mængder nedbør. Over den sydlige del af Jylland væltede regnen ned, hvilket flere steder resulterede i mere end en halv måneds regn.

Torsdag er det så det østlige Danmark, hvor regnen den første halvdel af dagen har væltet ned.

Det har i skrivende stund givet kraftig regn (mindst 24 millimeter på 6 timer) tre steder: Langø (28,5 millimeter), Orup (24,5 millimeter) og Årslev (24,4 millimeter).

De store mængder regn sendte samtidig onsdagens regnvejr op i topti over de kraftigste regnvejr så sent på året siden 1874, hvor man begyndte at måle nedbør i Danmark.

Over en halv måneds regn

Oktober er under normale omstændigheder den vådeste måned, vi har herhjemme. 83,2 millimeter nedbør falder der i gennemsnit i årets tiende måned.

Og der var altså flere steder i det sønderjyske, der i løbet af blot et døgn kunne registrere mere end halvdelen af denne sum nedbør.

Holsted, cirka 35 kilometer øst for Esbjerg, kan prale med at være det sted i Danmark, der onsdag fik allermest regn. Sjaskvåde 62 millimeter regn tikkede ind i regnmåleren ved Holsted i løbet af onsdagsdøgnet.

Faktisk er Holsted det klart vådeste sted i kongeriget i denne uge. 81,2 millimeter regn er der i skrivende stund faldet i den lille jyske by – tæt på en hel måneds regn.

Andre steder har også fået ret meget regn. Ser man på et kort over nedbørsmængderne onsdag, så er der flere steder, der har fået mellem 40 og 60 millimeter regn. Især omkring Trekantsområdet silede regnen ned onsdag, hvor der blev registreret tæt på 60 millimeter.

I kortet herunder er en række af de højeste målinger vist.

Blandt de ti kraftigste regnvejr så sent på året

Et kig i historiebøgerne er med til at bekræfte, at regnvejret onsdag var ekstraordinært kraftig.

For med 59,5 millimeter regn i Holsted placerer gårsdagens regnvejr sig på en delt tiendeplads over de kraftigste regnvejr på denne tid af året siden 1874.

Men hov – faldt der ikke 62 millimeter i Holsted? Jo, det gjorde der, men det var i løbet af kalenderdøgnet.

De 59,5 millimeter er faldet i løbet af det meteorologiske døgn, der strækker sig fra klokken 8 til klokken 8, hvilket tager udgangspunkt i en fælles tidsenhed på tværs af landene. Det gør det nemmere at sammenligne meteorologiske hændelser med hinanden.

Siden 2011 er meteorologiske data i Danmark dog beregnet ud fra kalenderdøgnets timer, og listede man denne værdi i listen ovenover, vil det sende onsdagens regnvejr op på en delt sjetteplads.

For oktober som helhed er regnvejret fra i går placeret som nummer 16 over de kraftigste regnvejr.