Vejr

Har kæmpet med skovbrande i månedsvis – nu er der endelig regn på vej

2021 har igen budt på voldsomme naturbrande i Californien, og flere brænder stadig.

I det vestlige USA er naturbrande en tilbagevendende udfordring, men klimaforandringer har ført til stigende problemer med tørke og deraf mange naturbrande.

I år er der allerede brændt mere end 10.000 kvadratkilometer, og det er allerede det dobbelte af gennemsnittet for de sidste fem år.

Den andenstørste brand i historien, kaldet Dixie, har indtil nu været ansvarlig for knap 4.000 kvadratkilometer.

Her i oktober er der stadig gang i flere skovbrande, som det også ses på øverste billede.

Lige nu er der mange brande i både det nordlige og sydlige Californien, specielt fra Sacramento og ned mod San Jose-dalen.

Heldigvis er der hjælp fra naturen.

Især det nordlige Californien får lavtryk på lavtryk rullende ind fra vest resten af ugen. Søndag fik man i Sacramento den første regn i mere end et halvt år.

Store mængder regn på vej

Nedbørsmængderne er markante, når man ser frem til og med søndag. Flere områder vil få over 50 millimeter regn.

50 millimeter svarer til 50 liter regn per kvadratmeter, og det er noget, der bør ligge en dæmper på ilden og måske ligefrem slukke flere af brandene.

Det sydlige Californien får næsten ingenting, og det er desværre klassisk, at den del må vente længere med på regnen.

Så omkring Los Angeles vil man fortsat kunne risikere, at naturbrandene fortsætter.

Der er måske mange, der føler, at de ikke har hørt så meget om årets naturbrande. Det kan skyldes, at de blegner lidt i forhold til i 2020.

Her slog man alle rekorder med over 16.500 kvadratkilometer brændt natur.

Historisk tørke i store dele af USA

En stor del af USA oplever stadig tørke her i oktober. Det er specielt det vestlige USA, der er ramt, som kan ses på kortet herunder.

I Californien har det været et problem, der bare er vokset år for år. Her har der været underskud af regn i mange år, kombineret med stigende temperaturer og mere solskin end normalt.

Grafen oven for er et tørkeindeks over Californien.

De blå søjler er, når det er mere fugtigt end normalt, og omvendt er de røde søjler udtryk for tørke. Tørken er blevet værre og værre måned for måned.

Klimaforandringer spiller her en stor rolle, men der er også en naturlig variabilitet for år til år.

Så man kan håbe på mere hjælp fra naturen snart.