Vejr

Sådan bliver ferievejret i Europa

Efterårsferien tegner til at blive varm for årstiden i store dele af Europa.

Når skolen ringer ud fredag eftermiddag, markerer det indledningen på efterårsferien og dermed også en uge, hvor mange danskere pakker kufferten for at stikke udenlands.

Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at sige præcist "sådan bliver vejret i Europa i uge 42", men vi kan godt tegne nogle overordnede linjer.

Varm luft strømmer i løbet af ugen op over Europa, hvilket særligt vil komme Spanien, Frankrig og Tyskland til gode.

Den varme luft vil nå helt op til Danmark, men vi ligger lige på grænsen, og det ser mest ud til gråvejr og regn herhjemme.

Flytter grænsen sig en smule mod nord, vil varmen også komme til os.

Ser vi på regnen hen over ugen, er Grækenland og Tyrkiet de vådeste ferielande, men den gode nyhed er, at regnen primært vil falde først i ferien, altså allerede fredag og lørdag.

Derefter går det mod tørvejr og varme i det østlige Middelhav også.

Hen over Mellemeuropa vil et højtryk præge vejret, der bliver stabilt og varmt for årstiden.

Langt op i Tyskland kan de få 20 grader, når vi når hen til onsdag. Hvis feriemålet hedder Berlin, kan det blive t-shirtvejr om dagen. Først på ugen kan det dog godt blive lidt køligt i Tyskland.

Går ferien mod nord, rejser I op i kulden. Skandinavien ser ud til at blive kold med lave temperaturer for årstiden indtil midten af uge 42, hvorefter det bliver mildt og vådt.

I Paris ser det også ud til at blive rigtig fint vejr i ly af det stabiliserende højtryk. I Italien vil flere steder få lige over 20 grader, men mulighed for lidt byger især mod syd først i perioden.

Skal familien til London, må I være forberedt på en del regn. Onsdag får briterne det lunt, men generelt er det blandet med gode og mindre gode vejrdage.

Spanien, herunder Mallorca, bliver varmt for årstiden, næsten som dansk sommer. Søndag kan der falde nogle byger, men det vil bestemt ikke være nok til at spolere ferien.