Så kom efterårets første nattefrost
Denne vintersæsons første nattefrost indtraf fem dage senere end normalt.
I nat gik termometrene i Horsens under den magiske grænse, der markerer denne vintersæsons første frost.
Der var kun tale om en meget mild frost på minus 0,3 grader, men da de officielle målestationer sidder i to meters højde, kan der have været koldere nede ved jorden.
Selvom ingen andre målestationer gik i minus, er det ikke umuligt, at der kan have været lidt rimfrost andre steder end Horsens også.
Det vil som udgangspunkt altid være koldest i græshøjde, og det er forklaringen på, at der nogle gange kan være rim i græsset, selvom der officielt ikke har været frost.
Kigger vi på den såkaldte klimanormal for perioden 1991 til 2020, indtræffer den første officielle nattefrost 5. oktober.
Dermed er efterårsnattefrosten 2021 kommet fem dage senere end normalt.
Klimanormalen er gennemsnittet for en lang række af vejrets faktorer beregnet over 30 år. Og en af de ting, der har rykket sig i forhold til tidligere klimanormaler, er netop nattefrosten.
I de to foregående klimanormaler 1931-1960 og 1961-1990 kom nattefrosten i gennemsnit hele tolv dage tidligere, nemlig 23. september.
På trods af at dette efterårs første nattefrost kom fem dage senere end klimanormalen, er det ikke en garanti for, at det vil gentage sig år efter år.
Sidste år kom nattefrosten for eksempel allerede 18. september, hvilket var det tidligste i 15 år.