Vejr

Onsdag ender med solskin til næsten alle

Der er regn flere steder onsdag morgen, men det klarer efterhånden op.

Tirsdag silede regnen ned over den østlige del af landet, hvor der faldt omkring 20 millimeter i Københavnsområdet.

Radar – nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Flere steder er der fortsat lidt regn i luften onsdag morgen, men efterhånden vil det blive opholdsvejr, og så kan solen komme frem på himlen mange steder.

Det er en svag koldfront, der huserer i morgen- og formiddagstimerne, men i takt med at fronten bevæger sig mod nord, begynder det at klare op fra syd.

Allerede i morgentimerne er der pænt vejr over den sydvestlige del af landet, og herfra breder det pæne vejr sig mod nord.

Det betyder, at solen kommer frem mange steder, mens man skal væbne sig lidt mere med tålmodighed, hvis man bor i den nordlige halvdel af Danmark.

Her vil det forblive overskyet en stor del af dagen, og først om eftermiddagen kan solen også komme frem her.

I forbindelse med opklaringen stiger temperaturerne, og i løbet af dagen vil termometrene mange steder i Danmark vise mellem 14 og 16 grader, når det er varmest.

Da der samtidig ikke vil være meget vind, vil det føles ganske behageligt udenfor - navnlig i forhold til tirsdagens regnvejr. Der kan dog forekomme enkelte byger i eftermiddagstimerne, men det vil være lokalt.

Opklaringen onsdag er første skridt på vej ind i en periode, der byder på meget mere stabilt vejr. Det betyder, at vi vil opleve dage med tørvejr, plads til solskin og rolige vindforhold.

Til gengæld kan kombinationen af ret klart vejr og rolige vindforhold give os nætter, hvor der måske kan være rim i græsset i morgentimerne.