Vejr

Ekstremt uvejr slår alle europæiske regn-rekorder

I løbet af 12 timer faldt der næsten ligeså meget regn i Italien, som der gør i Danmark på ét år.

Mange danskere i den østlige del af landet oplevede tirsdag eftermiddag som en våd fornøjelse, hvor der nåede at falde omkring 20 millimeter regn, inden dagen var omme.

Så forestil dig, at der faldt 37 gange så meget regn – på 12 timer.

Det kan være svært at forholde sig til, men ikke desto mindre var det de ekstreme mængder regn, der mandag i løbet af 12 timer faldt nær Genova i det nordlige Italien.

Ved en vejrstation i byen Rossiglione - omtrent 25 kilometer nordvest for Genova - blev der sat nye grænser for, hvor meget regn der kan falde i løbet af et halvt døgn i Europa.

Fra klokken 5.40 mandag morgen og frem til klokken 17.40 mandag eftermiddag faldt der ubegribelige 740,6 millimeter regn i den lille italienske by.

Det er en helt uhørt mængde regn og svarer til næsten ét års nedbør i Danmark. I henhold til den nye klimanormal kan vi forvente 759 millimeter regn i løbet af årets 12 måneder.

Andre steder i området faldt der næsten ligeså ekstreme regnmængder. De højeste intensiteter på henholdsvis én og tre timer var 181 og 377,8 millimeter, der blev målt ved andre vejrstationer i området.

Intensiteten på en time svarer til seks gange skybrudsintensitet eller tre millimeter regn per minut konstant i en time.

Med den intensitet ville al regnen fra tirsdagens regnvejr over Danmark falde i løbet af seks-syv minutter, hvis vi sammenligner med det italienske monster-skybrud.

Nye europæiske rekorder for regn på 6 og 12 timer

I løbet af 6 og 12 timer faldt der så meget regn i Norditalien, at der ikke før er målt så store mængder regn i Europa i samme tidsintervaller.

På seks timer blev der målt 496 millimeter i Montenotte, mens der - som tidligere nævnt - faldt 740,6 millimeter på 12 timer i Rossiglione.

Den største mængde regn i løbet af 24 timer faldt i Bolzaneto, hvor hele 948,4 millimeter regn løb gennem nedbørmåleren.

Til sammenligning er den største mængde nedbør, der er målt i løbet af ét døgn i Danmark 'kun' 168,9 millimeter. Med andre ord faldt der 5,6 gange så meget regn på ét døgn i Norditalien, dér, hvor der faldt mest.

Ekstreme tordenbyger gav anledning til rekorderne

De historiske regnmængder blev forårsaget af enorme tordenbyger, der blev dannet som perler på en snor over den nordlige og centrale del af Italien.

Bygerne blev dannet på forsiden af en koldfront, der adskilte varmere luft over det østlige Middelhavsområde fra koldere luft længere mod vest.

Derudover blev der hele tiden dannet nye byger 'bagved' de oprindelige, så nye kraftige områder med skybrud afløste de forrige.

Tordenbyger, der har den 'opførsel' kaldes for en backbuilding storm. Det er næsten altid i forbindelse med denne type af tordenvejr, at de største mængder regn forekommer.

På satellitanimationen i det vedhæftede tweet herover kan man se, hvordan bygerne opstår nærmest overalt i Italien. Med vinden bevæger en del af bygerne sig mod nord (mod toppen af billedet, red.), mens de alligevel vokser i størrelse. Man får på det nærmeste indtrykket af, at hele Italien 'koger' i den ekstremt ustabile luft.

Udover de rekordstore mængder regn blev der også observeret to tornadoer ved kysten ud til Genova-bugten i forbindelse med uvejrene.

Verdensrekorden for mest regn i løbet af 12 timer er på 1144 millimeter. Det blev målt på øen Réunion øst for Madagaskar i det Indiske Ocean 8. januar 1966 i forbindelse med den tropiske cyklon Denise.