Vejr

I dag er gennemsnitsdatoen for første nattefrost

Og faktisk kan der de næste dage komme frost i græshøjde.

Endnu har vi stadig sæsonens første frost til gode.

Efterårets laveste temperatur blev målt for nøjagtig en måned siden, da temperaturen søndag 5. september om morgenen var nede og vende 2,7 grader i Billund.

Denne temperatur blev målt efter officielle internationale standarder, som siger, at temperaturen skal måles i skyggen i to meters højde.

Og ud fra den målemetode, finder den første nattefrost i gennemsnit sted 5. oktober. Det er baseret på klimanormalen fra 1991 til 2020 og er hele 12 dage senere end de tidligere klimanormaler.

Klimanormalen er et gennemsnit af en lang række faktorer inden for vejret beregnet over 30 år. Dermed kan man blandt andet fastslå, hvilke måneder der er varmest, vådest eller mest solrige.

I denne uge er der umiddelbart ikke udsigt til nattefrost i to meters højde, men derimod kan der de kommende nætter være rimfrost, som er frost i græshøjde.

Nattefrosten har rykket sig

Ligesom så meget andet vejr har nattefrosten også rykket sig, i takt med at klimaet har ændret sig.

I Danmark er temperaturen blevet målt siden 1874, og dermed er der et godt arkiv over temperaturen det seneste halvandet århundrede.

Graver man i tallene for første nattefrost, viser de to første klimanormaler fra henholdsvis 1931-1960 og 1961-1990, at den første nattefrost i gennemsnit fandt sted 23. september.

Denne dato har dog rykket sig 12 dage frem til 5. oktober i den nuværende klimanormal.

Selvom der endnu ikke er udsigt til reel nattefrost, vil det i den kommende tid blive koldere om natten, da der ifølge prognoser venter mere stabilt efterårsvejr med mere køligere luft. Det kan sende temperaturen ved jordoverfladen ned omkring frysepunktet.

Laveste temperaturer findes i græshøjde

De laveste temperaturer i døgnet findes i græshøjde, da jordoverfladen i løbet af natten mister sin varme ud til verdensrummet.

Her er den lavest målte temperatur i dette efterår ligeledes fra 5. september og lyder på 1,1 grader ved Tessebølle på Østsjælland. Det skal dog siges, at blot cirka 15 ud af DMI's 55 termometre måler temperaturen i græshøjde.

Dermed kan der visse steder have været koldere i græshøjde, uden at det er blevet målt.

Fra torsdag nat og frem viser prognoserne, at der bliver ned til omkring 3 grader, og dermed kan der frem mod weekenden opstå rimfrost på græsplænen eller bilruden.

Næste uge ser det endda ud til at blive gradvist koldere, idet en koldere luftmasse ifølge prognoserne sendes ned over Europa. Det kan få temperaturen ned omkring frysepunktet i løbet af ugen, men det er endnu fortsat usikkert.

Sidste år havde vi tidligste nattefrost i 15 år, da temperaturen allerede 18. september faldt til under frysepunktet.