Vejr

Regnfuld søndag - men her kan man få solen at se

Søndagen byder ikke kun på store mængder regn, men også op til 19 grader.

Nu er det søndag, og ugen lakker mod enden, men vejret i denne uge er ikke helt færdig med de våde gaver fra oven.

Natten til søndag er et nyt frontsystem trukket op over landet, som allerede nu har givet flere millimeter regn mod vest.

Samtidig har det også blæst meget, blandt andet langs vestkysten, hvor der har været vindstød af stormende kuling.

Regnfuld formiddag - dog måske enkelte kig til solen

Koldfronten ligger tungt over det vestlige Jylland det meste af formiddagen, og det er også i Jylland, at der kommer mest regn først på dagen.

Der kan også i perioder komme regn i de resterende landsdele.

På forsiden af fronten blæser det en del, og længst mod nord kan der fortsat komme kraftige vindstød af op til stormende kuling.

Længst mod syd og sydøst er der i løbet af formiddagen mulighed for enkelte huller i skydækket, så solen lige kan kigge forbi. Ellers forbliver det overskyet det meste af dagen.

Varm eftermiddag - op til 19 grader

Regnen løber ingen steder, og det vil også i løbet af eftermiddagen dryppe over meget af landet. Dog ser den ud til at have sluppet det vestlige Jylland ved middagstid.

Igen i eftermiddag er der mulighed for, at solen titter frem på Lolland, Falster, Møn og Bornholm.

På forsiden af koldfronten bliver der pumpet varm luft op over landet fra syd, og temperaturen kan nå op på 17-18 grader mod sydøst og måske 19 grader på Lolland og Falster.

På kortet kan man se, hvor varmt det bliver foran koldfronten.

Det er dog ikke sikkert, at man kan komme ud og nyde det lune vejr. For selvom frontsystemet sørger for det varme vejr, så er det også med til at spolere fornøjelsen.

Der kommer nemlig kun enkelte kig til solen, en del blæst og ret meget regn, så det kan blive svært at nyde de ellers behaglige oktobertemperaturer.

Regnen bliver ved

Koldfronten bevæger sig kun langsomt mod øst, så selv ud på de sene aftentimer vil det stadig regne på Sjælland.

Tilsammen ser der ud til at komme 5-20 millimeter regn i dag, hvor Jylland får størstedelen af nedbøren.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER