Vejr

Skotsk stormlavtryk giver regn og rusk natten til søndag

I løbet af den seneste uge er der faldet tæt på 100 millimeter regn langs vestkysten, og et nyt regnvejr i nat giver ekstra millimeter.

Natten til søndag giver et stormlavtryk over Shetlandsøerne både regn og rusk til landet.

Selvom Danmark ikke bliver ramt af selve stormen, så bliver det alligevel noget blæsende, da der på forsiden af den tilhørende koldfront blæser kraftigt op med vindstød af op til stormende kuling langs veskysten og i det nordlige Kattegat.

Ude i Nordsøen kan vindstødene nå fuld storm.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER

Blæsende på forsiden af koldfronten

Det blæser mest på forsiden af koldfronten, hvor der fra de sene nattetimer allerede kommer kraftige vindstød.

Som natten skrider frem, og koldfronten kommer tættere på, vil flere og flere opleve, at vinden rusker godt i gavlen.

I de tidlige morgentimer vil man også i det nordlige Kattegat kunne opleve de kraftige vindstød af op til stormende kuling.

I resten af landet vil der i løbet af morgenen være mulighed for vindstød af stiv til hård kuling, som stadig kan være aldeles ubehageligt at færdes i.

Masser af vand fra oven

Koldfronten kommer ikke kun med blæst, men også med en god sjat vand, især til de vestlige egne.

Regnen når allerede den jyske vestkyst ud på de sene aftentimer, og så regner det ellers i længere perioder frem til søndag eftermiddag og aften.

Om morgenen vil der være udbredt regn i meget af landet.

På grund af lavtrykkets bane, vil koldfronten ikke passere igennem landet som normalt - i et hurtigt huk fra vest til øst - men i stedet bliver den hevet op på tværs af Jylland, så det tager det meste af dagen for fronten at nå østover.

Fronten er i sig selv ikke meget intens, så der kommer ikke de samme meget store regnmængder, som ramte landet fredag med lokalt over 50 millimeter, men da den er mange timer om at passere, kan der stadig komme en del regn.

Drivvåd uge lakker mod enden - kan nå over 100 millimeter

Den seneste uge har været meget våd, især i den nordvestlige halvdel af Jylland. Her har man mange steder fået over 50 millimeter regn.

I Thy og langs den centrale vestkyst har man fået over 90 millimeter regn, og med hele 96,7 millimeter i Nørre Vorupør er man ikke langt fra 100 millimeter regn på en uge.

Hvis man kigger på prognosekortet fra tidligere, er der mulighed for, at der efter regnvejret natten til søndag og søndag har passeret, flere steder vil være faldet over 100 millimeter regn i denne uge.

Det svare til mere end fem 20-liters gulvspande vand per kvadratmeter.

I så fald skal TV 2 VEJRET nok opdatere om de store mængder nedbør.