Vejr

Varm september ved vejs ende

Den absolut laveste temperatur, der er målt i september i år, er blot 2,7 grader.

Efterårets første måned lakker mod enden, og det står nu klart, at september i år ender som en af de ti varmeste, der er målt, siden de landsdækkende temperaturmålinger i Danmark begyndte i 1874.

Til og med torsdag morgen er middeltemperaturen for september på 14,5 grader, hvilket er 0,9 grader over den nye klimanormal, der viser, at september normalt har en gennemsnitstemperatur på 13,6 grader.

September kom også sommerligt fra start med solskin og temperaturer, der næsten nåede 25 grader.

Et nyt pust af sommervarme blæste op over Danmark fra 8. til 10. september, der gav os tre sammenhængende sommerdage, hvilket kun seks gange tidligere er sket så sent på året i Danmark.

Sommervarmen kulminerede 10. september, hvor der i Holbæk blev målt 26,9 grader, der blev månedens højeste temperatur. Den efterfølgende weekend gav os endda ny vejrrekord - for aldrig før i den danske vejrhistorie har vi haft så varm en nat i september - eller så sent på året - som natten til 12. september 2021.

Intet sted i Danmark nåede temperaturen under 15,0 grader, da det var koldest, hvilket er betydeligt varmere end en normal nat i juli eller august.

Den absolut laveste temperatur, der er målt i september i år, er også blot 2,7 grader. Det er en meget høj værdi, og nok til en delt femteplads over højeste minimumtemperaturer i den første efterårsmåned.

September sluttede igen med varme dage for årstiden, og det gav os løvfaldssommer. Det er andet år i træk, at vi har oplevet løvfaldssommer i Danmark - noget der ikke er sket i 15 år.

September bliver en smule mere tør end normalt

Den sommerlige start på september medførte også, at der de første ti døgn af måneden blot faldt 1,1 millimeter regn på landsplan. Derfor ender september også med at blive lidt mere tør end normalt, selvom de sidste dage har budt på regn og byger mange steder.

Især 11. og 15. september bød på meget regn, og 11. september var der endda skybrud ni forskellige steder i Danmark.

Det er sandsynligt, at september ender med mellem 65 og 70 millimeter regn på landsplan, mens normalværdien er 74,7 millimeter.

Til gengæld fik den solrige start på september ikke trukket nok op i solskins-regnskabet til, at måneden som helhed ender med flere solskinstimer, end vi kan forvente.

Faktisk ender september med mindre solskin end normalt. I gennemsnit kan vi forvente, at solen skinner 143,5 timer i september, men når torsdag er omme, er det sandsynligt, at vi i løbet af månedens 30 dage har fået cirka 130 timer med solskin.

September bød også på det kraftigste blæsevejr over Danmark i halvandet år, da et lavtryk bevægede sig forbi Danmark 23. september. Med middelvinde op til 24,1 meter per sekund, og vindstød, der nåede stærk storm flere steder, var vi tæt på at opleve en regulær efterårsstorm. Så galt gik det dog ikke, og vi har i skrivende stund ikke haft storm over Danmark i 550 dage.

Foran os venter en oktober, der statistisk set er den vådeste måned i Danmark - og også den måned, hvor vi typisk får den første nattefrost.