Vejr

Omskiftelig vejruge er begyndt – fra løvfaldssommerdag til kraftig blæst

Meget omskifteligt vejr venter i løbet af ugen.

Efter en række dage med mere eller mindre samme vejrtype byder den nye uge på anderledes spændende og foranderligt vejr.

Når tirsdagens vejr med gråvejr og forbigående byger er overstået, så viser efteråret sig fra to sider.

Først bliver det med smukt efterårsvejr onsdag, hvor lunt og solrigt sensommervejr kan sende temperaturen op på 20 grader og dermed give en løvfaldssommerdag.

Herefter viser efteråret sit blæsende ansigt, når et lavtryk sender vindstyrken op i nærheden af storm torsdag. Stormstyrke vil der som minimum komme i vindstødene.

Det blæsende efterårsvejr fortsætter fredag, inden der er mulighed for en ganske hæderlig weekend.

Byger tirsdag

En frontpassage skal i løbet af tirsdagen bevæge sig hen over landet, hvilket både har fordele og ulemper med sig.

Ulempen er, at det giver en dag med en del skyer på himlen, der i løbet af tirsdagen vil kunne give perioder med regn i form af byger.

Kun lidt sol ventes der ved tirsdagens start og tirsdagens afslutning.

Til gengæld har fronten den fordel, at den skubber den kølige luft væk og åbner op for, at varmere efterårsluft har mulighed for at strømme op til Danmark onsdag.

Sommerlig onsdag

Hvor der de seneste dage har været tvivl om mængden af solskin, er der onsdag nærmest garanti for sol.

Danmark ligger i en gunstig position, hvor et højtryk sender varm luft op til landet, og ud over det vil det også blive en dag, hvor de fleste danskere kan nyde en solskinsdag med en del sol.

Bag om vejret: Løvfaldssommer

Løvfaldssommer er det ord vi på TV 2 VEJRET anvender om en sommerlig periode i efteråret.

Definitionen for en løvfaldssommer er, når der efter efterårsjævndøgn optræder tre på hinanden følgende døgn med dagtemperaturer på 20 grader eller derover.

Er det derimod blot en enkelt dag efter efterårsjævndøgn med 20 grader eller derover kaldes det for en løvfaldssommerdag.

Læs mere om løvfaldssommer

Eneste undtagelse er Bornholm, der stadig kan blive generet af skyer fra tirsdagens front.

Det smukke sensommervejr får temperaturen op mellem 17 og 20 grader. På Bornholm noget køligere.

Skulle det ske, at temperaturen onsdag kommer op på 20,0 grader eller derover, vil det resultere i en løvfaldssommerdag.

Spændende torsdag: Vindstød af stormstyrke

Det sommerlige vejr er dog en stakket frist.

For blot et døgn senere om torsdagen bevæger et lavtryk sig lige nord om landet, hvilket giver et særdeles spændende torsdagsdøgn.

I forbindelse med lavtrykspassagen blæser det nemlig markant op hen over dansk område.

Antageligt når middelvinden op på stormende kuling, mens vindstødene kommer op i vindstyrke storm. Denne kombination kan give den mest blæsende dag i over et halvt år.

Visse prognoser siger endda, at middelvinden kan risikere at nå stormstyrke, hvilket i så fald vil kunne give den første storm siden Laura i marts 2020. Udviklingen er dog fortsat meget usikker, og der er da også kun 20 procent risiko for regulær storm.

Ikke kun blæst vil torsdagens vejr byde på. Nogle steder kan få over ti millimeter regn.

Det ustadige og blæsende vejr fortsætter fredag med byger og vindstød af styrke op til stormende kuling, men med en fortsat risiko for stormstød.

Frem mod weekenden ser det ud til, at det efterhånden kan holde tørt, mens vinden stille og roligt aftager.