Vejr

Kold luftmasse sørger for kølig weekend

Weekenden er startet med en kold fredag, og den samme kølige tendens ser ud til at fortsætte.

Det lune septembervejr er i den grad blevet erstattet med mere normalt vejr for årstiden med byger, blæst og skyer.

Fredagen var kun anden dag i hele september måned, hvor temperaturen ikke oversteg 20 grader, og vejrudsigten lover ikke godt for dem, der allerede savner det lune efterårsvejr.

I weekenden bliver der nemlig pumpet kold luft ind over landet fra Østeuropa.

Lørdag med plads til både solen og byger

Med både byger, skyer, plads til solen og temperaturer på mellem 14 og 17 grader er lørdagen en vaskeægte efterårsdag.

Vinden lægger sig og vil kun være let til jævn de fleste steder, så det vil ikke føles lige så koldt som fredagen. Samtidig sørger de huller, der kommer i skydækket, for, at det ligefrem bliver behageligt til tider.

Selvom der fra morgenstunden er skyer i det meste af landet, spreder en opklaring sig fra øst, som i løbet af dagen giver mere og mere plads til solen i det meste af landet.

Byger kommer der flest af mod vest, men østpå kan man også komme ud for et regnskyl.

Den bedste måde at undgå at blive fanget i en byge er ved at orientere sig om, præcis hvor de er. Det kan du gøre med TV 2 VEJRETs radar.

Følg regnen på TV 2s radar

Husk, du kan altid følge regnen på vejr.tv2.dk eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. 

Følg regnen her

Tør søndag

Hvor lørdag byder på varieret efterårsvejr, byder søndag på mere ensformigt vejr med skyer og plads til solen.

Det holder tørt for langt de fleste. Dog kan der især ud til Østersøen og på Bornholm komme de klassiske "Østersø-byger", som dannes, når kold luft fra øst passerer over det lune havvand.

Søndagen ligger temperaturen i det meste af landet på omkring 15 grader.

Den kolde luft kommer fra øst – og bliver hængende lidt endnu

Et stort højtryk over Finland og Rusland og et lavtryk over Østeuropa åbner for, at en kold luftmasse fra Rusland kan strømme ned over Danmark.

Kortet viser temperaturen i 1,5 kilometers højde. Meteorologer bruger ofte temperaturen i denne højde, fordi den giver en god indikation på, både hvor varmt det bliver, og hvordan vejret arter sig.

Det ses tydeligt, at der bliver pumpet kold luft ind over Danmark.

Kulden bliver over landet en del tid endnu, så vejret i næste uge ser også ud til at holde sig på den kølige side.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER