Vejr

Grå og kølig fredag i vente

Med temperaturer på mellem 14 og 16 grader og byger vil fredagen føles som en vaskeægte efterårsdag.

For kun anden gang i september ser det ud til, at temperaturen i hele landet holder sig under 20 grader.

På bagsiden af det lavtryk, som ramte landet onsdag og torsdag, trækker der kold luft ned over Danmark fra nordøst.

Samtidig forbliver det overskyet det meste af dagen, og mod øst kan der også komme en del byger.

Det østlige Jylland står også for skud, når det gælder regn - især om formiddagen.

Bygerne ser ud til at blive kraftigst ved Bornholm.

Følg regnen på TV 2s radar

Husk, du kan altid følge regnen på vejr.tv2.dk eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. 

Følg regnen her

Grå og kold formiddag

Formiddagen lægger ud med overskyet vejr til langt de fleste, og sådan bliver det ved med at være resten af dagen.

Der er mulighed for enkelte solstrejf længst mod vest, men de vil være korte.

Bygerne vil især ramme den østlige del af landet, hvor man i længere perioder vil kunne opleve støvregn. Østjylland vil også opleve byger af og til.

Så skal man ud af døren, er det en god ide at tage noget regntøj med.

Lidt flere huller i skyerne i eftermiddag

Det ser ud til at, der kan komme lidt flere huller i skyerne her til eftermiddag, men det bliver ikke noget at prale af.

Der kommer nemlig stadig hovedsageligt til at være overskyet og med byger mod øst.

Bygerne ser ud til at kunne blive lidt kraftigere om eftermiddagen, hvor især Bornholm kan få nogle hidsige af slagsen.

På Sjælland, Lolland, Falster og Møn vil der fortsat kunne komme byger meget af eftermiddagen, men de bliver næppe kraftige.

Råkold septemberdag

Vi er efterhånden blevet vant til, at vejret i september har vist sig fra sin lune side, men i dag er anderledes.

Den kolde luft, som bliver trukket ned over landet fra nordøst, sørger for, at fredagen bliver en kølig fornøjelse, hvor temperaturen de fleste steder kun når omkring 15 grader.

På Sjælland og Bornholm kan man lokalt nå 17 grader, især hvis der kommer huller i skydækket.

Selvom det ikke er unormalt med dagstemperaturer på 15 grader i september, vil mange alligevel opleve fredagen som kold, da vi indtil i denne uge havde en næsten sommerlig måned.