Vejr

Her kom der over en halv måneds regn på et døgn

Kraftig regn det seneste døgns tid gav næsten 60 millimeter regn.

74,7 millimeter er den normale mængde nedbør, der kommer i september.

Men i løbet af onsdagsdøgnet kunne enkelte steder registrere omkring 77 procent af den normale septembernedbør, hvilket indikerer, at det seneste døgns tid har være meget vådt.

Især Aarhus-kanten fik meget nedbør.

Her gav de tunge skyer over 50 millimeter regn flere steder i løbet af kalenderdøgnet. Mest vådt blev det ved Odder med 57,6 millimeter.

Over de seneste 24 timer er det dog en Kattegat-ø, der har fået allermest regn. Ved Byrum på Læsø er der kommet hele 59,9 millimeter regn på under et døgn.

En del af den megen regn faldt som kraftig regn. Over 20 steder i Danmark har registreret kraftig regn, hvilket er mindst 24 millimeter på 6 timer.

Et regnfuldt døgn

At det overhovedet kunne blive så vådt et døgn, som det gjorde, skyldes et lavtryk, der drev forbi Danmark i løbet af onsdag. Et lavtryk, der lige nu er på vej videre østover.

Med lavtrykket bevægede det såkaldte okklusionspunkt sig direkte hen over landet. Okklusionspunktet er et punkt, hvor varmfronten og koldfronten mødes og er ofte forbundet med store mængder regn.

Og det var altså også tilfældet onsdag.

Først var det Jylland, der den første halvdel af onsdag havde det sjaskvådt, og sidenhen var det de østlige landsdele, der fik en våd aften og nat.

Så meget regn kom der

De vådeste områder blev Nordjylland og Østjylland med mellem 40 og 60 millimeter regn på under 24 timer. Men også Thy og Bornholm følger meget godt med med knap 40 millimeter i regnmålerne.

Mange steder i Jylland fik mellem 20 og 30 millimeter, mens Fyn og Sjælland har fået mere beskedne mængder.

Et overblik over nogle af de højeste døgnmængder kan ses på kortet herunder.

Mindst 16 steder endte med at opfylde kriteriet for kraftig regn, men det er sandsynligt, at det tal er på den anden side af 20.

Som det fremgår af kortet herunder, var størstedelen af den højeste intensitet at finde i Jylland, men også Bornholm fik i de mørke timer ganske kraftig regn.

Højeste sekstimers intensitet blev målt ved Aarhus Syd med 36,0 millimeter regn på seks timer.

Selvom næsten 60 millimeter er meget for et døgn, er det dog langt fra den højeste døgnnedbør for september. Rekorden lyder på 132,7 millimeter fra september 1968.