Vejr

Voldsomt tordenvejr gav massive oversvømmelser i Frankrig

En meget kraftig tordenbyge sendte over 120 millimeter regn ned over Nimes i Sydfrankrig.

Mens man mange steder i Sydfrankrig tirsdag kunne nyde sol og over 30 grader, væltede det ned med regn i området omkring den populære turistby Nimes.

Byen med knap 150.000 indbyggere blev ramt af en meget hidsig tordenbyge, som nærmest stod stille over byen i flere timer. Det gav massive oversvømmelser i Nimes og områderne omkring byen nær Rhone-flodens udløb.

Målestationen Courbessac i det nordlige Nimes målte tirsdag 121,5 millimeter regn, heraf 57 millimeter på en time.

Skybrud i Danmark er defineret ved minimum 15 millimeter regn på 30 minutter.

Den langvarige tordenbyge over Nimes, hvor der også blev observeret stormstød, har derfor været meget voldsom.

Veje blev til floder

Nimes er placeret lige vest for Rhonefloden. Bjergsider og skråninger har derfor fået oversvømmelserne til at blive voldsomme i de områder, hvor vandet samler sig.

Brugere på sociale medier har delt videoer, der viser de massive oversvømmelser.

Regnvandet samlede sig blandt andet på veje, hvor vandet i høj fart bevægede sig som iltre floder.

Ifølge Lightningmaps.org resulterede tordenbygen i over 5000 lyn over og omkring Nimes.

En stillestående og meget kraftig tordenbyge over Nimes Video: Jens Ringgård Christiansen

Den kraftige tordenbyge huserede i området omkring Nimes mellem klokken 09 og 14 tirsdag, og oprydningsarbejdet er i fuld gang.

Der er ikke rapporteret om dødsfald som følge af oversvømmelserne.