Vejr

Nu skifter vejret markant

Våd og grå start på weekenden med ustadigt vejr efter tre flotte sommerdage.

Hvis du har planer om udendørsaktiviteter oven på de seneste varme dage, skal du muligvis tænke om igen.

Lørdag byder på et markant vejrskifte, og der vil være risiko for både skybrud og torden.

TV 2 VEJRET har udsendt varsel for netop den vejrtype fra fredag aften klokken 23 og frem til lørdag klokken 13.

Udover at nogle kan forvente en del vand fra oven, bliver dagen overvejende grå og uden megen sol, mens temperaturen vil ligge mellem 18 og 22 grader.

Omkring middag kan solen kigge frem, men så bliver det igen skyet og med stedvise byger. De vil dog ikke være så kraftige som dem tidligere på dagen og i nat.

Vejrskiftet skyldes en frontzone, der er ved at passere landet, og det er den frontzone, der lokalt kan give torden og skybrud.

Vejret bevæger sig fra øst mod vest. Over Jylland og Fyn har man allerede fået en del regn, mens sjællænderne stadig har deres del til gode.

Samtidig med at regnen falder mod øst, vil der være opklaring i vest.

Mest regnfuldt har det været langs den jyske højderyg og ned til den dansk-tyske grænse, hvor der blandt andet er faldet 34,7 millimeter i den sønderjyske by Kliplev over det seneste døgn.

Der er blandt andet målt skybrud - mere end 15 millimeter på 30 minutter - i Mørkskov, Røsnæs, Gludstrup Plantage, Voulund, Gniben, Blåhøj Kirkeby og Holsted.

Vest for Storebælt gælder skybrudsvarslet kun frem til klokken 10, mens det på Sjælland gælder fra klokken 8 til 13.

Det markante vejrskifte kommer efter tre meteorologiske sommerdage, hvor temperaturen helt usædvanligt for september tre dage i træk har været oppe på mindst 25 grader mindst ét sted i landet.