Vejr

Risiko for skybrud og torden det næste døgns tid

Fra fredag klokken 23 til lørdag klokken 13 har TV 2 VEJRET udsendt risikovarsel for skybrud og torden til en stor del af landet.

Fredag har budt på anderledes ustadigt vejr, end hvad vi har været vant til det seneste lange stykke tid - dog primært over den vestlige del af landet.

Og netop det ustadige vejr varsler mere omskifteligt vejr i den kommende weekend.

Radar – nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Overgangen fra det smukke sensommervejr til det mere ustadige weekendvejr kan tilskrives en frontzone, der passerer landet det næste halve døgns tid. Og det går nødvendigvis ikke stille for sig.

For med frontzonen er der risiko for kraftige tordenbyger, der lokalt kan give skybrud.

Det har fået TV 2 VEJRET til at udsende et risikovarsel for torden og skybrud fra fredag aften klokken 23 frem til lørdag klokken 13.

Først er det Sydvestjylland, der står for skud, og i løbet af natten til lørdag driver fronten på tværs af Danmark. Først tidligt lørdag og lørdag formiddag rammer de kraftige byger Sjælland.

I kortet herunder er hele varslingsområdet markeret med grøn farve.

TV 2 VEJRETs radar kan du se, hvor de kraftige byger befinder sig, og hvor de er på vej hen.

Her er bygerne lige nu - og her ventes de at bevæge sig hen

Som det ses af radaren herunder, befinder frontzonen sig lige nu over Benelux-landene samt det nordvestlige Tyskland.

Her er der godt gang i tordenaktiviteten, hvor hundredvis af lyn netop nu slår ned over området.

I nattens mulm og mørke bevæger tordenfronten sig op til Danmark og kan allerede omkring midnat give kraftige tordenbyger til Sønderjylland.

Frem mod tidlig lørdag morgen er udbredelsen af bygerne forstørret, så store dele af Sønderjylland, Østjylland og Fyn har risiko for bulder og brag.

Når folk står op lørdag morgen og formiddag har frontzonen efterhånden bevæget sig længere mod øst. Risikoen er hermed størst for torden og skybrud over de østlige egne.

Skybrud i Danmark i september er ikke usædvanligt. I gennemsnit er der 2,4 døgn om året med skybrud i årets første efterårsmåned.