Vejr

Endnu en sommerdag i hus - og mere varme er på vej

Mange steder har haft over 25 graders varme i løbet af torsdagen - og sensommervarmen fortsætter fredag.

- Septembers himmel er så blå.

Sådan lyder det i en velkendt højskolesang - og sådan har det i den grad også været torsdag, hvor solen uhindret har varmet Danmark op.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER

Faktisk er Danmark blevet varmet så meget op, at årets 39. sommerdag er kommet i hus, efter at flere lokationer rundt omkring i landet har vist 25 grader eller derover.

En meteorologisk sommerdag er ved TV 2 VEJRET defineret ved, at mindst ét sted i landet har målt mindst 25,0 grader.

Varmest har det været ved Vestervig i Thy og ved Holbæk på Sjælland med 26,1 grader begge steder. Men generelt har temperaturerne ligget tæt med udbredt 25 til 26 grader på termometret.

Især store dele af Jylland, Sjælland og København har haft over 25 graders varme, men også ved Svendborg på Sydfyn kravlede temperaturen op over 25 grader. Et overblik kan ses i kortet herunder.

Varme fra hedebølge

Den varme, der lige nu blæser op over Danmark fra syd, er den samme varme, der flere steder har givet rekordhøje temperaturer rundt omkring i Europa.

Så sent som onsdag blev der med 28,3 grader på termometret sat ny varmerekord for september i Norge.

Derudover har både Wales og Frankrig haft varmeste septembernat nogensinde, mens Skotland onsdag oplevede varmeste septemberdag siden 1906.

Sidst, men ikke mindst, har den ekstreme hedebølge sat flere regionale varmerekorder i lande som Irland, Frankrig og Spanien.

Selvom 25 grader herhjemme i sig selv ikke er ekstremt i september, er det bemærkelsesværdigt, at vi to dage i træk har haft mere end 25,0 grader så sent på året.

Men fredag kan vise sig at blive endnu mere usædvanlig.

Mulighed for sommerdag nummer 40 fredag

Et lavtryk er begyndt at nærme sig Skandinavien her op til weekenden med mere ustadigt vejr, men inden det for alvor melder sin ankomst, vil varm luft fra syd fortsat blæse op over landet.

Det vil for mange give endnu en smuk og solrig start på dagen, hvor temperaturen ret hurtigt bevæger sig op ad termometret.

Især over Østjylland, Fyn og Sjælland er der gode betingelser for mere end 25 graders varme og dermed, at sommerdag nummer 40 for i år kan komme i hus.

Det vil samtidig kunne sikre tredje sommerdag i træk, hvilket kun er sket seks gange før i september i al den tid, der er blevet målt temperaturer i Danmark. Temperaturmålinger begyndte i 1874.

Længere mod vest begynder der i forbindelse med en frontzone at trække flere skyer ind over land, hvilket kan resultere i en eftermiddagsbyge samt noget køligere vejr i den vestlige del af Jylland.

Hen over weekenden bliver det noget mere ustadigt, end hvad vi har været vant til den første tredjedel af september. Her er det nemlig byger og 20 til 22 grader, der står på programmet.