Vejr

Nu kan naturens egne råvarer hentes gratis i skoven

Mange af de spiselige planter i den danske natur har været ukendt land for de fleste – det vil blandt andet Noma ændre på.  

De fleste henter deres mad i supermarkedet, men årstiden er også perfekt til at hente sine egne ingredienser ude i naturen – især hvis det er svampe, der trækker.

Det får et stigende antal danskere øjnene op for, fortæller Mikkel Lau-Mikkelsen, der er taget i skoven med TV 2 VEJRET.

- I dag ved de fleste, at havtorn, hybenroser og strandkål er noget, man kan finde og spise – råvarer, der var fuldstændig ukendte for ti år siden.

Mikkel Lau-Mikkelsen står bag appen Vild Mad, der er grundlagt i samarbejde med den kendte restaurant Noma. Appen blev lanceret i 2017 og har nu 45.000 brugere.

- Det, du kan finde herude, kan du ikke finde i supermarkedet. Den her Karl Johan er en af de smukkeste spisesvampe overhovedet, fortæller Mikkel Lau-Mikkelsen.

De fleste ved, at man kan hente svampe i efteråret, men faktisk kan man hente mad i naturen – det som også kaldes at sanke – fra 1. januar og frem til nytårsaften. Det er bare et spørgsmål om, hvad man kan hente.

- Du kan sanke hele året rundt, men der er størst succes mellem marts og november, forklarer Mikkel Lau-Mikkelsen.

Vejret spiller naturligvis en stor rolle for udvalget på hylderne i skovens supermarked.

Hvor landmanden har mulighed for at beskytte sine afgrøder mod naturens luner, slår udslag i vejret igennem med fuld styrke i skoven. Både på den gode og dårlige måde.

- Hvis der er tørke, får vi ikke de ting, vi er vant til. Og hvis der er meget regn, så kan vi også se, at tingene ændrer sig, siger Mikkel Lau-Mikkelsen.

Naturen er overalt

Man behøver ikke at gå i skoven. Også parker, stranden eller din egen baghave kan byde på ingredienser til aftensmaden.

For Mikkel Lau-Mikkelsen handler sankning også om at skabe en større bevidsthed om samhørigheden med naturen. Der er med garanti heller ikke brugt fossil energi på at fremavle de vilde mirabeller, ramsløgene eller de friske mælkebøtter.

- Nogle gange er den bedste måde at forelske sig i noget at spise det, siger han med et grin.

Skal du selv i skoven, kan du søge hjælp hos en erfaren sanker, søge viden på nettet eller naturligvis downloade appen, som du kan tage med i skoven og i køkkenet.

Du kan læse mere, hvad man må samle her.