Vejr

New Orleans gør klar til en af de kraftigste orkaner i 170 år

16 år efter naturkatastrofen i New Orleans rammes byen af en endnu mere voldsom orkan.

Den tropiske orkan Ida henter ny energi over Den Mexicanske Golf, og ifølge Louisianas guvernør John Bel Edwards forventes den at blive en af de kraftigste orkan siden 1850'ene.

Staten er dog ikke uvant med kraftige orkaner.

Sidste år blev den ramt af orkanen Laura, der var lige så kraftig eller endog kraftigere. Det er dog ikke kun, hvor kraftig orkanen er, der afgør, hvor stor skade den forvolder.

Vandstand, det præcise landgangspunkt, hvor langsomt, den bevæger sig og nedbørsmængder spiller også en afgørende rolle.

Louisiana rammes på et tidspunkt, hvor sygehusvæsnet i forvejen er under pres på grund af mange covid-19-tilfælde.

- Konsekvenserne af at have en kategori 4-orkan, mens hospitalerne er fulde, overgår dem, vi normalt arbejder med, sagde Edwards på et pressemøde lørdag eftermiddag lokal tid.

Imens forbereder indbyggerne langs kysten i Louisiana sig på det værste, inden orkanen går i land i aften dansk tid.

Der hamstres drikkevand, mad og brændstof.

Indbyggerne er blevet opfordret til enten at komme ud af byen eller gøre sig klar til især lang tid uden strøm.

New Orleans borgmester LaToya Cantrell advarer mod at undervurdere faren.

- Tiden er ikke på vores side. Orkanen vokser hurtigt. Den tager til i styrke, siger hun og opfordrer folk til at søge væk:

- Hvis du vælger at forlade byen, er det nu. Du skal gøre det med det samme. Hvis du vælger at blive, så sørg for at gøre det sikkert.

På vej ud af New Orleans går trafikken trægt med mange trafikpropper, mens folk forsøger at komme ud af byen og hen til mere sikre områder.

Ifølge det amerikanske orkanvarslingscenter, NHC, kan Ida ramme land i Louisiana som en ekstremt farlig kategori 4-orkan. Og det er på en skala fra 1 til 5, hvor 1 begynder der, hvor de værste orkaner slutter herhjemme. Kategori 5 er i princippet altødelæggende.

På nuværende tidspunkt ser den ud til at ramme land med vindhastigheder på op mod 209 kilometer i timen.

Den vil ramme New Orleans præcis 16 år efter orkanen Katrina, der udløste en af de værste naturkatastrofer i USA’s historie med omkring 2000 omkomne.

Katastrofen i 2005 blev udløst, da utilstrækkelige og dårligt vedligeholdte diger omkring byen gav efter.

Da Katrina ramte New Orleans, var den aftaget fra en kategori 5 til en kategori 3-orkan.

Men det er ikke bare New Orleans, der er i farezonen. Der er orkanvarsling for hele 320 kilometer kystline.

Orkanen vil være kraftigst ude ved kysten. Den får sin energi fra det varme havvand og taber derfor pusten inde over land.

Tropiske orkaner medbringer altid enorme mængder nedbør, og det er som udgangspunkt altid vandet, der er det farligste.

Nogle steder forventes Ida at udløse op til 500 millimeter regn over to dage. I Danmark får vi til sammenligning omkring 750 på et helt år.

Ida forventes ikke at udløse en tilsvarende katastrofe som i 2005, selvom nogle få af digerne står til at blive oversvømmede.

Myndighederne oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at de primære diger vil kunne modstå det forventede uvejr, og at der er taget forholdsregler for de øvrige diger.

Både diger og afløbssystemer er forbedrede siden Katrina. Det understreges dog, at oversvømmelser ikke vil kunne undgås.

USA’s præsident Joe Biden har på forhånd erklæret Louisiana og Mississippi for katastrofeområder, hvilket giver mulighed for statsligs hjælp.

5000 medlemmer af National Guard er indsat til at hjælpe med undsætning og eftersøgning af nødstedte.