Vejr

Årets sidste sommerweekend byder på ustadigt vejr

Der kan falde op til 20 millimeter regn i øst, mens man i vest kan gå tørskoet gennem weekenden.

Weekenden står for døren.

En weekend, der for mange byder på konfirmationer, bryllupper eller andre arrangementer, der ville nyde godt af det sidste sommervejr, inden sommeren siger tak for i år og på gensyn.

Vejret viser sig dog fra sin brogede side, hvor et lavtryk fortsat leverer regn og byger til de østlige egne. Dermed er det fordelagtigt både at have festteltet klar, men også at have TV 2 VEJRETs radar ved hånden, som er en god hjælp, når der er byger på programmet.

Det er imidlertid primært danskere, som er bosiddende på Fyn og østover, der skal døje med byger i weekenden. Jo længere mod vest, jo mere tørskoet går man gennem ugens sidste dage.

Radar - følg vejret her

På TV 2 VEJRETs radar kan du følge den aktuelle nedbør i Danmark. Radaren viser de seneste tre timers nedbør og giver overblik over vejrets vej hen over landet samt en prognose for, hvordan vejret vil bevæge sig mere end en time frem. 

Se hvor langt, regnen er nået hen over dig

Lørdag

Vådest bliver det lørdag, hvor weekendens første dag kan gå hen og blive ganske regnfuld over de østlige egne. Det er fortsat lavtrykket, som er beliggende øst for landet, der de næste dage sender en frontzone ned over Fyn og Sjælland.

Resultatet er, at der i løbet af lørdagen kommer et bælte med byger og regn ned over Østdanmark, som lokalt kan give over 10 millimeter regn – ikke ligefrem vejr til en havefest.

Bedre ser det ud i Jylland, hvor der kun forventes ganske få lokale byger i Østjylland og i Sydjylland. Resten af det jyske kan se frem til en tørvejrsdag med lidt eller nogen sol.

Det er ligeledes i Jylland, hvor det bliver varmest med op til 20 grader i eftermiddagstimerne, mens Østdanmark får svært ved at komme over 17 grader.

Søndag

Søndag ser vejret straks bedre ud. Her har lavtrykket trukket regnen en smule længere østover, så det nu primært er Bornholm, Lolland, Falster og Sydsjælland, som får de fleste byger.

Vest for Storebælt bliver søndagen en pæn en af slagsen med stort set tørvejr, og i den nordvestlige del af landet bliver der god plads til solen.

Temperaturen får et lille nøk op i forhold til lørdag og kan nærme sig 22 graders varme. Lunest bliver det igen i Jylland.

Den forventede mængde regn i prognoserne er opgjort i kortet herunder. Og som det kan ses, er det de østlige egne, der får mest regn i weekenden med op til 20 millimeter i Nordsjælland.

Sydjylland kan få op til 10 millimeter, men det er i forbindelse med byger fredag aften.

Radaren er din ven

I en vejrsituation som i weekenden er det generelt en god idé at orientere sig i radaren. Her får du altid den øjeblikkelige position af bygerne, og hvor de forventes at være tre timer frem i tiden.

Byger er nemlig noget af det sværeste for meteorologer at forudsige. Vi kan sige noget om, hvilke områder der kan blive ramt, men hvor, de præcis opstår, kan være svært.

TV 2 VEJRETs radar får data fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), som har fem radarer rundt omkring i landet placeret på Bornholm, Stevns, Rømø, Virring og Sindal.

Du kan finde radaren her.