Vejr

Er der mere sommer tilbage?

Det korte svar er nej.

En sommerdag er defineret ved, at termometret viser 25,0 grader eller derover.

Og med udgangspunkt i den definition er der ikke mere sommer i prognoserne.

I det hele taget synger sommeren på sidste vers, og de sidste dage af august byder på blæsende og stedvis ganske vådt sommervejr, der lokalt kan give over 40 millimeter regn.

Men midt i næste uge, når kalenderen skifter til september, er der faktisk bedring på vej.

Efteråret ser nemlig ud til at starte med mere højtrykspræget vejr med temperaturer mellem 18 og 20 grader, der for nogle kan føles sommerligt.

Kalendersommerens sidste weekend slutter med efterårsvejr

At der ikke er mere reel sommer tilbage for i år, bliver man hurtigt overbevist om ved et kig på weekendens vejr.

Fredagen bliver en grå, blæsende og ustadig dag med byger, der kommer og går. De fleste byger kommer over de østlige egne, men sidst på eftermiddagen og fredag aften bliver det også efterhånden regnfuldt over Fyn og Sydjylland.

Bedst ser det ud i den nordvestligste del af Jylland, der kan få lidt sol i løbet af fredagen.

Men ellers bliver det en dag, hvor den gode vindjakke skal findes frem, da temperaturen topper mellem 15 og 18 grader med en hård vind fra nordøst.

Lørdag fortsætter i samme spor som fredag, men hvor regnen nu er centreret fra Fyn og østover. I Jylland vil det holde mest tørt med lidt eller nogen sol.

Temperaturmæssigt bliver det igen omkring 15 til 18 grader på termometret og stadig med en frisk til hård vind fra nordøst.

De samme ord kan bruges om søndagens vejr og til dels om både mandag og tirsdag.

Lavtrykket ligger nemlig forsat og giver ustadigt vejr til de østlige egne ind i næste uge.

De få lyspunkter er, at regnen rykker sig længere og længere øst på, så Fyn efterhånden også kan nyde godt af tørvejr, mens Jylland de sidste dage af august kan få mere sommerlige temperaturer med mellem 20 og 22 grader.

Derudover er vinden også aftagende.

Når de sidste dage skal gøres op, så slutter august – og sommeren i det hele taget – med store regionale forskelle.

Bedst ser det ud i Jylland, mens de østlige landsdele lokalt kan få det meget vådt.

Hvor der falder mest regn, kan du læse mere om her.

En pæn start på efteråret

Fra midt i næste uge ser det ud til, at vejret over Danmark stabiliseres. For mens lavtrykket svækkes og tager turen væk fra landet, så begynder højtryk over Nordvesteuropa at være den dominerende vejrtype.

Det giver mulighed for en række tørvejrsdage med nogen eller en del sol og temperaturer mellem 15 og 22 grader. Lige nu ser det ud til, at september kan starte med lunt efterårsvejr, men derefter bliver det gradvist køligere.

Herefter bliver det for usikkert at sige, om der kan komme et skud sommer op til os i løbet af efteråret.

Skulle det ske, at den daglige maksimumtemperatur efter jævndøgn når over 20 grader tre dage i træk, vil vi have det, man kalder løvfaldssommer.

Så at kalde det helt slut med sommerligt vejr vil være forkert, men regulært sommervejr ser ud til at være slut for i år.