Vejr

Regnvåd model ser ud til at vinde vejrgyseren

Resten af ugen kan der komme mellem 20 og 30 millimeter regn flere steder.

Mandag var der en sand boksekamp i gang mellem de forskellige vejrmodeller.

I det ene ringhjørne stod den amerikanske GFS, der bød på tørvejr til stort set hele landet. I det andet ringhjørne var det den europæiske vejrmodel ECMWF, der var klar til kamp – og vinderen blev i denne omgang:

ECMWF.

For nu er den amerikanske vejrmodel hoppet med på de regnvåde tendenser. Allerede fra onsdag er de første byger på vej, mens det først er fra torsdag, at det for alvor bliver vådt.

Øst for Lillebælt er der således flere steder, som resten af ugen kan få mellem 20 og 30 millimeter regn. På Bornholm helt op mellem 30 og 40 millimeter.

Ønsker man tørvejr, er det Vestjylland, man skal søge til. Her ventes der blot mellem to og seks millimeter regn. Derudover begynder det allerede fra onsdag at blive mere blæsende, i takt med at et lavtryk nærmer sig fra nordlige himmelstrøg.

Et lavtryk fra nord

At det nu bliver både blæsende, mere ustadigt og stedvis endda regnfuldt kan tilskrives et lavtryk over den nordlige del af Østersøen, som lige nu har sat kursen mod syd.

Den første forsmag på et omslag fra det ellers rolige sensommervejr til en mere ustadig periode kommer allerede onsdag. Her passerer et frontsystem tilhørende lavtrykket Danmark.

Det giver en overgang mere blæsende vejr med op til kuling langs kysterne, mens de første spredte byger ligeledes ankommer. Dog vil det onsdag kun give ganske få millimeter.

Først fra torsdag begynder bygerne at blive mere intense og kan lokalt være kraftige. På dette tidspunkt er lavtrykket placeret øst for landet, hvilket da også er medvirkende til, at det netop er de østlige egne, som er mest udsatte for det ustadige sensommervejr.

I Jylland bliver de kommende dage noget pænere med mindre regn på programmet.

I resten af ugen cirkulerer lavtrykket rundt om sig selv lige sydøst for Danmark. Og det er altså derfor, at den østlige del af landet kan se frem til at få en del regn ugen ud. Især Bornholm er eksponeret for det ustadige vejr, der til tider kan byde på silende regn til Klippeøen.

Med det ustadige vejr daler temperaturen også og vil de næste dage toppe på mellem 18 og 20 grader – når det bliver varmest.

Så blev det vådt i begge vejrmodeller

For et døgn siden kunne TV 2 VEJRET berette om stor forskel i prognoserne, men den er hen over de seneste timer blevet udlignet, hvilket er et tegn på, at vejrudsigten efterhånden ser sikker ud.

For god ordens skyld er begge prognoser taget med her. Den europæiske model fortsætter i samme spor med lokalt op mellem 20 og 30 millimeter.

Her er det den nordvestlige del af Jylland, der får mindst regn, men generelt er det kun den sydligste og østligste del af Jylland, der får en smule fra oven. Bornholm er stadig vådest med over 30 millimeter.

Den amerikanske vejrmodel, der ellers var den tørreste mandag, er nu vendt på en tallerken og er blevet den vådeste. Her er der endda i det østlige Jylland flere lokationer, som kan få over ti millimeter.

Bornholm kan stadig få op til en halv måneds regn ugen ud.

Det ustadige vejr fortsætter ind i næste uge, men mængden af nedbør er lige nu usikker og afhænger af den videreudvikling af lavtrykket.