Vejr

Prognoser viser voldsomt uvejr på vej mod København

Øby nær Viborg har fået 40 millimeter regn, og der kan nogle steder falde yderligere 60 millimeter det næste døgn.

Søndag aften blev der registreret skybrud flere steder i Danmark, og mandag eftermiddag fulgte det næste.

Øby, 10 kilometer øst for Viborg, fik 15,9 millimeter mandag eftermiddag omkring klokken 14. Øby har i skrivende stund fået 43 millimeter regn i dag.

Det er et lavtryk, som er på vej ind over Danmark, som er årsagen til regnvejret. Det vil derfor fortsat regne meget det næste døgn. Nedestående prognose viser 24 timers regn fra mandag aften til tirsdag aften.

København og Nordsjælland risikerer 50 millimeter regn

Hvis ovenstående prognose "holder vand", er det Danmarks mest tætbefolkede område, som står for skud. Prognosen har mellem 40 og 60 millimeter regn på 24 timer. Normalt falder der lidt over 80 millimeter i hele august.

Der er derfor også varsel om skybrud. Mandag aften er det især Nordsjælland og det centrale Jylland, som mærker fronten med den kraftigste regn.

Fyn får næste kraftige omgang regn i nat

I nat vil Fyn igen blive ramt af fronten, og senere på natten trænger fronten til Sjælland.

Blæsende tirsdag, hvor regnen efterhånden trænger væk

Tirsdag er det kun de østlige egne, der er påvirket af fronten med regn. Først på dagen er det især Sjælland, og om eftermiddagen vil intenst regnvejr og måske torden husere over Bornholm.