Vejr

Dødstallet stiger i Tyrkiet efter historiske oversvømmelser

Tyrkiets landbrugsminister Bekir Pakdemirli vurderer oversvømmelserne til at være den værste naturkatastrofe i Tyrkiet de seneste 50-100 år.

I sidste uge var det sydøstlige Europa ramt af massiv varme, hvor temperaturen i Tyrkiet kulminerede med omkring 47 graders varme.

Nu er varmen byttet ud med vand. De seneste dage har det nordlige Tyrkiet således oplevet massive mængder regn, der har resulteret i voldsomme oversvømmelser.

Seneste meldinger lyder på, at mindst 27 er døde som følge af oversvømmelserne, mens mere end 1700 mennesker er evakueret.

Især provinserne Bartin, Kastamonu, Sinop og Samsun har været hårdt ramt som følge af de enorme mængder vand.

Alle fire provinser ligger ud til Sortehavet.

Mere end 150 millimeter regn

Årsagen til de massive mængder regn skal findes i et lavtryk, der blev dannet i den østlige del af Sortehavet. Lavtrykket var med til at sende ekstreme mængder regn ind til Sortehavets kyst.

Da store dele af Tyrkiet er et bjergrigt land, så havde regnen nemt ved at samle sig langs de kystnære provinser og dermed give de historiske oversvømmelser.

Onsdag var dagen med det kraftigste regnvejr, hvor man i byer som Sinop og Karabük fik over 80 millimeter nedbør på blot et døgn. Det er den samme mængde regn, der normalt falder i Danmark i hele august.

Sinop, der er markeret på kortet herunder, er den lokation, der har fået mest regn de seneste fire dage: 171,6 millimeter er det blevet til. Flere andre steder i det nordlige Tyrkiet er det blevet til mere end 100 millimeter de sidste par dage.

Det værst ramte område er Kastamonu-provinsen, hvor hovedparten af de 27 døde har mistet livet. I byen Bozkurt, der er en del af Kastamonu-provinsen, har oversvømmelserne medført floder, hvor biler er svømmet rundt.

Oversvømmelser af historiske dimensioner

De dødelige oversvømmelser kommer i forlængelse af ekstrem varme, hvor skovbrande ved Marmaris i det sydvestlige hjørne af Tyrkiet medførte, at 100.000 hektar land blev brændt af og otte mennesker mistede livet.

Kraftig regn og oversvømmelser er som udgangspunkt et normalt sommerfænomen langs de bjergrige kystområder i det nordlige Tyrkiet, men denne gang er det nu alligevel ekstra slemt.

Torsdag fortalt den tyrkiske udenrigsminister Suleyman Soylu til en reporter, at "det er de værste oversvømmelser, jeg nogensinde har set".

I Kastamonu kunne udenrigsministeren blandt andet berette, at vandet steg med tre til fire meter.

- Fra et meteorologisk synspunkt, står vi måske over for en katastrofe, som vi ikke har set i 50 eller 100 år, lyder det endvidere fra Tyrkiets landbrugsminister Bekir Pakdemirli.

Oversvømmelserne er også kommet bag på lokalbefolkningen:

- I løbet af 10 minutter var alt oversvømmet, fortæller restaurantejer Nuri Ersoz til Halk TV 2.

Oversvømmelserne i Tyrkiet er ikke de eneste, der har ramt hårdt i 2021. Også i lande som Kina og Tyskland har oversvømmelser medført kaos og ødelæggelser, og det er blot endnu flere hændelser, der leder tankerne hen på klimaforandringerne.