Vejr

Hundredvis af stjerneskud kan i nat ses på den danske nattehimmel

Den kommende nat vil der være mere end 100 stjerneskud i timen på himlen. Det vil være klart, men månen kan give lysforurening.

- Smukt som et stjerneskud.

Det bliver der sunget i brødrene Olsens grand prix-hit fra 2000. Og det er da også et smukt skue, når et stjerneskud flyver hen over himlen.

Netop stjerneskud bliver der lejlighed til at skue på himlen, idet Jorden i disse dage passerer igennem en stor meteorsværm.

Danskernes vejrbilleder

TV 2 VEJR bruger billeder fra danskerne i både vores vejrudsigter og til artikler her på hjemmesiden og vores app. Du kan også indsende både billeder og video til TV 2 VEJR. Det gør du her. 

Der er tale om meteorsværmen 'Perseiderne', der også går under navnet 'Sankt Laurentii tårer', der lige nu fylder nattehimlen med ildkugler og stjerneskud.

Normalt er der om natten to til fem stjerneskud på himlen i timen, men mens Perseiderne står på, er det tal langt over 100. Natten til fredag topper meteorsværmen med op til 150 stjerneskud i timen.

Perseiderne er en ud af to store meteorsværme, der kan opleves hvert år. Den anden hedder 'Geminiderne' og finder sted i december.

Sådan kan du bedst opleve stjerneskud i nat

Skal man have de bedste betingelser for at se de mange stjerneskud den kommende nat, er det vigtigt at søge så langt væk fra lys fra blandt andet byer. Selv mobiltelefonens lys kan skade nattesynet.

Dermed er det generelle råd: Jo mørkere, jo bedre.

Og så er det med at finde liggestolen frem. Når man ligger ned, har man en meget bedre vinkel til himlen og kan dermed se langt mere af himlen, end hvis man tager den stående.

Meteoror, meteoritter mm.

Meteorid
Et stenobjekt i kredsløb omkring Solen. Er mindre end en asteoride - dvs. typisk mindre end ca. 100 m i diameter.

Meteor (stjerneskud)
Meteorid, der trænger ind i Jordens atmosfære, og begynder at 'brænde' under udsendelse af lys.

Bolide (ildkugle)
En ekstremt kraftigt lysende meteor, der eksploderer i atmosfæren. Er typisk mere end dobbelt så lysstærk som Månen.

Meteorit
En meteor, der rammer Jordens overflade.

Der kan ses stjerneskud på hele himlen, men de fleste kan spottes ved stjernebilledet 'Perseus', der er beliggende en smule til højre for Karlsvognen.

Vejrforholdene bliver perfekte med klart vejr i hele landet - og dermed uforstyrret kig til stjernehimlen.

Månen kan drille

Selvom månen tager sig smuk ud omkring fuldmåne - hvilket den var forrige nat - så er den med sin store lysstyrke med til at give lysforurening, og dermed blænde så meget, at det bliver svært at nyde de mange stjerneskud.

Solen går ned mellem cirka 20.45 og 21.15 - mens månen allerede kommer op over horisonten omkring 21.50. Derfor kan en ellers meget oplagt chance for at se stjerneskud gå i 'vasken' som følge af en måne, der overblænder.

Derfor kommer de mange stjerneskud

'Perseiderne' er rester fra den store komet 'Swift-Tuttle', der i princippet er en stor, beskidt snebold. Kometen har for nyligt passeret Jordens bane og efterladt et spor af sten og støv.

Det er denne hale med kometens efterladenskaber, som Jorden lige nu passerer. Resultatet er, at støv og sten trænger ind i Jordens atmosfære med en hastighed på mere end 200.000 kilometer i timen.

Når støvet bremses op i Jordens atmosfære lyser det op som et stjerneskud.