Vejr

Massiv hedebølge i gang over Sydøsteuropa

Mandag blev med 46,3 grader i Makrakomi i Grækenland den hidtil varmeste dag under hedebølgen.

I disse dage bliver der pumpet ekstremt varm luft op over det sydøstlige Europa fra Afrika. Især Grækenland, Cypern og det vestlige Tyrkiet har stået for skud, og mandag kom den hidtil varmeste dag altså i hus under den igangværende hedebølge.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER

I den lille by Makrakomi, cirka 230 kilometer nordvest for Athen, blev der mandag eftermiddag målt svedende 46,3 grader, hvilket indtil videre er den højeste temperatur målt på de græske termometre de seneste dage.

Flere andre steder har termometrene mandag været rødglødende.

På Cypern toppede temperaturen med 42,6 grader, mens en tur til stranden i det vestlige Tyrkiet med alt sandsynlighed har været ekstra fristende, da temperaturen nåede 44,3 graders varme i løbet af mandag.

Hedebølgen er først lige begyndt, og de kommende dage forventes temperaturen i blandt andet Grækenland igen at komme over 45 grader.

Ny europæisk varmerekord

Natten til tirsdag blev der sat en ny europæisk varmerekord.

I den lille by Lindos på den græske ø Rhodos var det ekstra varmt at falde i søvn natten til tirsdag. Her nåede temperaturen på intet tidspunkt under 34,2 grader, hvilket er den højeste minimumtemperatur registreret i Europa i august overhovedet.

Det er dog ikke kun i Grækenland, at varmen har et fast greb. I lande som Italien, Nordmakedonien og Bulgarien har termometret også været på den gode side af 40 grader med blandt andet 44,1 grader i Gevgelija i det sydlige Nordmakedonien.

Befinder man sig i det sydøstlige Europa skal man være ekstra påpasselig, hvis man bevæger sig udendørs. Når det er så varmt, som det er lige nu, er der forøget risiko for blandt andet dehydrering og hedeslag.

Varmen fortsætter

Resten af ugen fortsætter det meget varme vejr. Især de næste to dage er der fortsat mulighed for, at temperaturen i Grækenland kan nærme sig den europæiske varmerekord.

Lige nu har prognoserne over 45 grader onsdag, mens prognoserne er endnu varmere torsdag med omkring 47 graders varme i området omkring Larisa.

Den europæiske varmerekord lyder på 48 grader og er målt i Athen 10. juli 1977. Den varmerekord er stadig i fare for at blive slået en af de kommende dage.