Vejr

Markant vejrskifte hen over weekenden

I to uger er der ikke faldet regn af betydning, men det bliver der nu lavet om på i weekenden.

Den seneste uges sommervejr kulminerer lørdag, inden søndagen står på regn.

Målt på solskin bliver lørdagen ugens pæneste dag, hvor kun få skyer vil være at finde på himlen. Sidst på lørdagen trækker høje tynde skyer dog ind over landet fra syd, hvilket er et forvarsel om vejrskiftet.

De nye toner i vejret kommer søndag, hvor et lavtryk sydvest for landet sender regn og tordenbyger til Danmark.

Temperaturen bliver der dog ikke ændret meget på. Den vil fortsat toppe omkring de 25 grader.

Masser af sol lørdag

I modsætning til mange af de andre dage i ugen, der har lagt fra land med en del skyer, vil man lørdag stå op til blå himmel og sol.

Dermed er der dømt ægte sommervejr over landet, hvor solen vil skinne hele dagen og kun små vattotter vil dannes på himlen - flest i den sydlige del af landet.

Temperaturen lørdag når op mellem 22 og 26 graders varme, og generelt vil flere landet over opleve en sommerdag.

I aftentimerne begynder højtbeliggende skyer at trække op fra syd. De kommer i forbindelse med et lavtryk, der lørdag ligger over Nordvesteuropa.

Disse skyer er et tegn på, at der er regn på vej.

Lummer søndag med regn og torden

Søndag starter modsat lørdag med skyet vejr, hvor det kun er i den nordligste og østligste del af landet, der måske kan være lidt sol.

Skyerne kommer fra lavtrykkets frontzone, der allerede i morgentimerne begynder at give vand fra oven til den tørre natur.

I løbet af søndagen kan der i den fugtige og lumre luft dannes kraftige byger, der især i Jylland og på Fyn kan udvikles til tordenbyger.

I de østlige landsdele vil det primært være byger, hvor nogle endda kan gå tørskoet igennem søndagen.

Temperaturen stiger til mellem 20 og 25 grader, hvilket kan føles som en trykkende varme, da fugtigheden søndag er meget høj.

Tordenbyger i næste uge

I næste uge trækker lavtrykket længere mod nordvest og åbner op for, at ustabil luft kan strømme op til Danmark.

Da luftmassen samtidig er til den lune side, bliver næste uge meget ustadig, hvor kraftige tordenbyger nærmest kan dannes alle ugens dage.

Dermed kan det forventes, at der i ugens løb på ny er risiko for skybrud, der blandt andet kan resultere i oversvømmede kældre.