Vejr

Sådan undgår du solstik og hedeslag i sommervarmen

Det er højsæson for solstik og hedeslag, mens vi flere dage i træk har været over 30 graders varme.

Sommeren er over os, og solen brager ned, mens termometret med raketfart suser helt op i det røde felt.

Her er de fleste godt klar over, at det er tid til solcreme, men det er ikke bare solens stråler, du skal være opmærksom på. Varmen kan nemlig også slå dig omkuld, hvis ikke du passer på.

Står du en varm sommerdag og oplever, at din hud begynder at blive rød, din temperatur stiger, du føler dig let forvirret eller træt. Så er det advarselstegn.

Du kan være ved at få enten solstik eller hedeslag, og begge dele kan være ganske alvorlige.

Solstik er en direkte opvarmning af vores temperaturcenter i hjernen, forklarer paramediciner Teis Krag.

- Når det kommer til solstik, er det ofte vores små poder, det går ud over. Når børn leger i vandkanten, tænker de ikke over, at solen bare brager ned over deres hoveder, siger han.

Hår mod solstik

Ud over børn er skaldede mennesker også meget udsatte. De mangler simpelthen håret som et isolerende lag oven på hovedet.

Teis Krag understreger dog, at ingen kan regne med at gå ram forbi. Alle kan i princippet få solstik. Og hedeslag.

Hedeslag er, når - ikke hovedet men kroppen - bliver overophedet, og vi ikke kan komme af med varmen.

- Hedeslag kan gøre, at du sveder så meget, at du får ubalance i saltet i kroppen, og det kan medføre kramper, siger Teis Krag.

Festtøj kan være en dårlig ide

Det er ofte, når man får klædt sig forkert på fra morgenstunden og så har alt for meget tøj på, når varmen sætter ind.

Det er ofte lidt ældre mennesker, der rammes af hedeslag, og det sker tit til sommerfester.

- Man får måske ikke lige nok vand til middagen, man sidder i et varmt sted, og man har alt festtøjet på, og så er det det går galt, siger Teis Krag.

Selvom det ene sætter sig i hovedet, og det andet går i kroppen, er symptomerne de samme. Og de er meget tydelige.

  • Svimmelhed/forvirring/hovedpine
  • Kvalme/opkastninger
  • Rød, varm og tør hud
  • 40 graders kropstemperatur
  • Ingen eller mindre sved end normalt
  • Evt. kramper og bevidstløshed

Hvis du oplever, at en person får hedeslag eller solstik, kan du hjælpe sådan her.

  • Berolig den tilskadekomne
  • Bring personen i skyggen eller til et område med aircondition
  • Løsn stramt tøj, fjern sko og strømper
  • Giv personen noget at drikke – gerne væske med salt
  • Sprøjt koldt vand på personen – eller afkøl personen med is
  • Læg kolde, våde klude på underben, underarme og hoved eller læg personen i vandkanten eller i et badekar for at blive nedkølet.
  • Tilkald hjælp: Ring 1-1-2

Selvom vi bor mod nord, er solstik og hedeslag ikke noget at spøge med.

Selvom temperaturerne ikke når helt så højt, som de gør i Sydeuropa, har vi allerede i år haft flere tropedage, hvor dagstemperaturen nåede over 30 grader.

Under hedebølgen i 2003 døde over 35.000 europæere af solstik og hedeslag.

Hvis du vil forebygge solstik og hedeslag, er det en god ide at drikke rigeligt med væske, huske en solhat, få nok salt, kun bære let tøj og holde dig ude af solen.