Vejr

Varmt vejr skabte hvid "regnbue"

En tur på stranden gav et flot syn i bonus, da en såkaldt tågebue rejste sig over vandet.

Det varme vejr gav tirsdag TV 2 Vejrets seer Camilla Skjold en sjælden oplevelse, da hun var på stranden i Dueodde på Bornholm.

Oplevelsen varede ikke længe, men Camilla Skjold var hurtig til at få fotograferet det hele, så hun kunne sende billedet ind.

- Det var et mærkeligt fænomen. Pludselig blev det meget diset, og så kom der den her hvide ring på himlen. Efter ti minutter var den væk, skriver hun.

Men fænomenet er nu ikke så mærkeligt endda.

En bue af tåge

Der er tale om en såkaldt tågebue, der ofte forveksles med en regnbue bare uden alle farverne.

En tågebue skabes dog ikke af regn, men – som navnet antyder – af tåge. Eller i dette tilfælde havgus, som tåge kaldes ude over vandet.

Havgusen ved Dueodde blev udløst, fordi luften har været relativt varm og har haft et relativt højt fugtindhold samtidig med, at vandet har været relativt koldt i forhold til luften.

Temperaturen var omkring 25 grader, da Camilla Skjold tog sit billede.

Her er en tågebue opstået over land ved Middelfart. Ligesom med en regnbue skal du have solen i ryggen for at se den. Buens midtpunkt er præcis modsat solen med dig lige i midten.

Vandet køler det nederste af luften ned, så den når under sit dugpunkt, hvilket får en del af fugten til at udskille sig som havgus.

Det er det, Camilla Skjold har oplevet, da det pludselig blev diset.

Tågebuen er så opstået, fordi sollyset brydes i dråberne i luften på samme måde som en regnbue. Den har ingen farver, fordi dråberne i havgusen er meget mindre end regndråber.

Danskernes vejrbilleder

TV 2 Vejret bruger billeder fra danskerne i både vores vejrudsigter og til artikler her på hjemmesiden og vores app. Du kan også indsende både billeder og video til TV 2 Vejret. Det gør du her. 

Solens hvide lys brydes i alle farver, og det kan tydeligt ses i en regnbue, mens farverne overlapper hinanden i de små dråber i havgusen.

Dermed fremstår lyset, som om det er hvidt, selvom det egentlig er brudt op.

En tågebue er mere sjælden end en regnbue, men når man først kender fænomenet, er man ikke i tvivl.

Den er ligesom en regnbue – bare hvid.