Vejr

Vi er på vej mod en supersommer

En hedebølge er over Danmark, og sommerdagene vil komme på stribe den næste uge.

Vi er knap halvvejs gennem sommeren, og allerede nu tegner det til at blive en supersommer, hvis man godt kan lide varme.

Maj var forfærdelig, hvad angår varme og sol, og kun Bornholm registrerede to sommerdage.

I resten af landet kom sommervarmen først i juni, men siden har den bidt sig fast, og ingen dage siden 1. juni har vi haft under 20 grader som maksimumtemperatur.

I juni fik vi 11 sommerdage mod normalt 7.

I juli er vi per 13. juli allerede oppe på ni sommerdage, og det ser ud til, at vi får fem mere i træk, hvis ikke endnu flere.

Langt over gennemsnittet

Juli har i gennemsnit 11 sommerdage, så her kommer vi i løbet af ugen langt over, hvad man kan forvente.

Meteorologisk sommerdag

I Danmark kalder vi det en sommerdag, når temperaturen et eller andet sted i landet når 25,0 grader eller mere.

På TV 2 VEJRET benævner vi det ligeledes en tropedag, hvis temperaturen et eller andet sted i landet når 30,0 grader.

Den tidligste officielle sommerdag i dansk vejrhistorie var den 17. april 1964, hvor termometret kom op på 25,2 grader ved Klosterhede Plantage mellem Holstebro, Lemvig og Struer.

Den seneste sommerdag kom så sent som den 1. oktober 2011, hvor man nåede 26,9 grader i Store Jyndevad i Sønderjylland.

DMI bruger betegnelsen sommerdøgn, når temperaturen et eller andet sted i landet når 25,1 grader eller mere. 

Samlet har vi nu 22 sommerdage i år. Normalt for datoen er 15 sommerdage.

Så vi har i 2021 allerede haft en uges ekstra sommervejr, og det tegner til at kunne bliver meget mere de næste uger.

Antal sommerdage og tropedage i Danmark til og med 13. juli.

Normalt vil vi i sommerhalvåret få cirka 34 sommerdage, og som prognoserne udvikler sig lige nu, kunne vi komme over det tal allerede i slutningen af juli.

Ser vi på middeltemperaturen for juli indtil nu, ligger vi 13. juli på 17,8 grader.

Det er cirka 1 grad over det normale, og med hedebølgen, som er på vej ind over landet, vil middeltemperaturen stige kraftigt de næste mange dage.

Det er endnu for tidligt at sige, hvordan måneden ender, men vi kunne godt være på vej mod en top-5 juli siden 1873.

Nedbør og sol

Sidste uge var præget af kraftig regn og mange skybrud, og indtil nu har vi også fået mere nedbør i juli end normalt.

Solen har også været gemt bag skyer lidt oftere, men på trods af skyerne har man alligevel kunne holde varmen.

Fra weekenden og i næste uge ser det mere solrigt ud, så det må forventes, at solskinstimer kommer over det normale alligevel.

Badedage

TV 2 definerer det som en badedag, når temperaturen i gennemsnit i Danmark er på 19,0 grader eller mere.

Siden 28. juni har vi uafbrudt været over det.

Allerede nu er vi på 15 badedage, og det ser ud til at kunne blive til mange flere med de sommerlige prognoser for den næste uge.