Vejr

Lun søndag med godt udevejr

Ikke for koldt og ikke for varmt - ugen slutter med godt vejr til de udendørs glæder.

Søndag bliver en behagelig overgang fra det meget våde vejr i denne uge til meget varme vejr, vi får i næste uge.

Det bliver ikke meget varmt, men heller ikke køligt.

Temperaturerne vil komme på 20 til 23 grader, og så får vi nogen eller meget sol, alt efter hvor vi befinder os.

Det bliver med andre ord godt vejr at være ude i, uden at det nødvendigvis bliver en dag, der ikke kan bruges andre steder end på stranden.

Dagen starter med flest skyer i Jylland, mens der kun er lidt slørrede skyer på himlen på øerne.

I løbet af dagen opløses mange af skyerne over Jylland, og så bliver solen mere ligeligt fordelt over hele landet.

Umiddelbart ser det også ud til at vi slipper for mere regn.

Søndag aften ser også ud til at blive rigtig rar med svage vindforhold og sol til de fleste.

Når vi så står op til en ny uge i morgen, kan vi se frem til stigende temperaturer, der vil kulminere onsdag med op til 30 graders varme.